Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 1. runde

Vi er klar med Rundens Hold for 1. runde i denne sæson.

Superligaen er tilbage. Og det er også de gode og de dårlige præstationer i landets bedste række.

Her ser vi på de bedste præstationer fra runden, hvor den ældste spiller på holdet er 39 år, mens den yngste er 19 år.

Her er Rundens Hold i Superligaen - denne gang sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Thomas Mikkelsen, Brøndby IF (1)
Han fylder snart 40 år, men det betyder ikke noget: Fynboen er stadig flyvende, og mod Silkeborg IF lavede han en stribe store redninger, der betød, at Brøndby IF kom fra Søhøjlandet med tre point. De færreste kunne rynke på næsen, hvis BIF kun havde fået et enkelt point, for SIF havde de fleste og de største chancer. Men Brøndby havde en brandvarm keeper.

Højre back: Felix Beijmo, AGF (1)
De har brugt sommeren på at købe svenskeren fri af Malmö FF, og det har været et rigitgt fornuft valg. Han var fremragende i foråret, og han er startet godt mod Vejle, hvor han både offensivt og defensivt var med til at sikre, at aarhusianerne kom fra land med tre point. Han tilbyder sig og viser sig godt frem i offensiven, og defensivt er han med til at lukke af.

Central forsvarer: Valdemar Lund, FC København (1)
Det var ingen skøn præstation fra FC København, der dog kan glæde sig over de tre point. Blandt andet takket være Valdemar Lund, der gjorde sit defensivt til at sikre sejren,. Og offensivt scorede han et vigtigt mål.

Central forsvarer: Juninho, FC Midtjylland (1)
Han fik chancen, da Stefan Gartenmann var på bænken efter at have døjet med en mindre skade. Juninho gjorde det godt, kom ikke i problemer og tog også del i opspillet. Han var en rolig og sikker makker til nyindkøbet Sverrir Ingi Ingason i forsvaret.

Venstre back: Martin Frese, FC Nordsjælland (1)
Fint defensivt arbejde, en rigitg god assist og en assist til Marcus Ingvartsen, der dog blev annulleret på grund af offside. Frese har de rigtige kvaliteter på et hold, der søger offensive backs, der kan tage del i spillet.

Højre kant: Ernest Nuamah, FC Nordsjælland (1)
Hattrick mod Viborg. Der er sådan set ikke grund til at skrive så meget: Han kigger ind i et salg denne sommer, og prisen kan sagtens lande mellem 150 og 200 millioner kroner.

Central midtbane: Sven Köhler, OB (1)
OB's nyindkøb viste, hvad han er for en type. En rigtig fighter på midtbanen. I første halvleg af opgøret mod Randers sad fynboerne solidt på kampen, og Köhler viste gode kvaliteter med masser af bolderobinger og godt duelspil. Skal blive en anelse bedre på bolden. Og så viste han også, at han har et godt spark fra distancen.

Central midtbane: Mohamed Diomandé, FC Nordsjælland (1)
Han startede lidt usikkert, men fik virkelig spillet sig op mod Viborg, hvor han satte tempo og kvalitet i bolden. Mohamed Diomande var tilbage på sin favoritposition centralt på midtbanen, og han ligner en spiller, som kan tage endnu et godt skridt i sin udvikling denne sæson.

Venstre kant: Charly Nouck Horneman, OB (1)
Han fik chancen fra start, den unge kantspiller, og Charly Nouck Horneman greb chancen med en fornem præstation. I første halvleg driblede han efter behag om Björn Kopplin, der lignede en spiller, der var rigtig glad for at gå til pause. Hornemans præstation lover godt for resten af sæsonen.

Angriber: Tobias Bech, AGF (1)
Velkommen tilbage til Superligaen, Tobias Bech. AGF's nye offensive kort scorede opgørets eneste mål, da AGF vandt med 1-0 over Vejle Boldklub. I det hele taget var han livlig og farlig i opgøret, hvor han klart var kampens bedste spiller.

Angriber: Mathias Kvistgaarden, Brøndby IF (1)
Fortsatte ikke målfesten fra sidste sæson, men han fortsatte det gode spil. Brøndbys offensiv afhænger meget af Kvistgaardens dybe løb og den frie rolle, han lader til at have. Det var ham, der stod bag scoringen til 1-1, da han efter et par forsøg fandt Nicolai Vallys midt for mål til udligningen. Og så var han også næstsidste mand på Håkon Evjens mål til 2-1, da han med et fremragende aflæg skabte en stor chance til nordmanden.

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.