SILKEBORG (Tipsbladet): Uwe Rösler og Kent Nielsen var lutter smil og jokes, da de så hinanden i spillertunnellen efter kampen, da Kent Nielsen stod og talte med blandt andre Tipsbladet om den kamp, vi og nogle tusinde mennesker i Silkeborg samt langt flere hjemme foran tv havde overværet.
Kent Nielsen var alt i alt udmærket tilfreds med Silkeborgs spil og det ene point, og Uwe Rösler var også tilfreds med mere, end han var utilfreds med, selv om den tyske cheftræner kaldte Silkeborg-scoringen, hvor Oliver Sonne kom listende ved bagerste stolpe, for 'unødvendig'.
Anderledes tilfreds var Rösler til gengæld med Frederik Tingager, der nok en gang spillede en flot kamp for AGF i det, der må være en af forsvarsspillerens bedste halvsæsoner i karrieren.
- Adamsen har scoret meget mod os på det seneste og leveret mange oplæg. I dag var 'Tinge' [Frederik Tingager] fejlfri mod ham, siger Uwe Rösler.
- Hvis I ser de karakterer, jeg gav i Tipsbladet [til Efterårets Profil], prøver så at se, hvor højt jeg rangerede Adamsen. Det siger alt. Jeg er virkelig, virkelig glad for, hvordan Tingager håndterede ham i dag, siger Uwe Rösler.
AGF-cheftræneren stemte ligesom sine øvrige 11 kolleger i Superligaen til Efterårets Profil i Tipsbladet, som Mohamed Elyounoussi vandt snævert foran Simen Nordli.
Uwe Rösler havde Nordli som sit valg til efterårets bedste spiller, mens Rösler havde Adamsen på andenpladsen over Superligaens bedste spillere, hvor Rösler ligesom kollegerne ikke måtte stemme på egne spillere.
Se de 12 cheftræneres stemmer til Efterårets Profil her
AGF-cheftræneren havde også roser til Kristian Arnstad, der startede på den bagerste midtbaneposition i stedet for skadede Nicolai Poulsen.
- Kristian Arnstad forbedrede sig virkelig meget. Jeg er virkelig glad for den unge fyr. Han viste i dag, at han er frygtløs, når han har bolden. Han kæmpede, han tacklede, han spillede. Jeg er så glad for ham, siger Uwe Rösler, der også mente, at Mads Emil Madsen havde spillet noget af sit bedste fodbold i AGF-trøjen og på den nuværende position med frihed til ofte at komme med frem.
Uwe Rösler og AGF har nu to sidste, og særdeles vigtige, kampe i pokal-kvartfinalen, hvor man møder Brøndby hjemme og ude de to kommende søndage.