Video : Tipsbladet
Superliga

Rösler: Jeg håber at I skriver om straffesparket

AGF-cheftræner Uwe Rösler afviser dog selv at sige noget om straffesparket.

PARKEN (Tipsbladet): AGF tabte søndag aften med 2-3 til FC København i en kamp, hvor aarhusianerne var foran med både 1-0 og 2-1 undervejs. Da FCK udlignede på et straffespark, så var det til stor forundring, at den blev dømt.

Det er særligt med tanke på, at de ikke selv fik et straffespark mod FC Midtjylland for en uges tid siden. Det fortæller AGF-cheftræner Uwe Rösler om til Tipsbladet og den øvrige fremmødte presse i Parken, hvor han dog passer meget på med at sige for meget selv.

- Jeg håber, at I kommer til at skrive noget om straffesparket. Jeg vil ikke sige noget og sammenligne med sidste uges straffespark. Det er blevet forklaret fra dommerudvalget, hvorfor de ikke gav den til Tobias Bech, siger tyskeren og fortsætter:

- Det er jeres job at observere og sammenligne dette, lyder det fra Rösler.

Endvidere afviser han, at tale om, hvordan han selv oplevede situationen.

- Jeg kommer ikke til at gå ind i det. Jeg vil ikke tale om det. Jeg vil ikke stå her som en dårlig taber, men jeg sammenligner den melding, der var i sidste uge med det her straffespark. Det er det eneste, jeg kan sige.

Forseelsen der gav straffesparket denne runde kan ses i videoen øverst i artiklen.

Han understreger desuden, at han mener, at de skulle have fået noget med fra kampen, da AGF'erne leverede en god præstation søndag aften.