Ronaldo rammer historiske 100 landskampmål med klasse-scoring
Foto: Getty Images
Superliga

Ronaldo rammer historiske 100 landskampmål med klasse-scoring

Med to flotte scoringer mod Sverige i Nations League har Cristiano Ronaldo nu scoret 101 mål for Portugal.

101 mål for Portugals A-landshold. Cristiano Ronaldo er indehaver af et hav af rekorder, og tirsdag aften rundede han en ny milepæl med to mål mod Sverige i Nations League.

Ronaldo har i en årrække været den mest scorende spiller for Portugal gennem tiderne, og mod Sverige kom han altså op på et trecifret antal.

Den 35-årige Ronaldo scorede til 1-0 kort før pausen i Stockholm og øgede også til slutresultatet 2-0 i anden halvleg.

Det var endda et drømmemål, der sendte Ronaldo op på 100 scoringer. Tidligere i karrieren scorede han mål på samlebånd direkte på frispark, men i de seneste sæsoner har han haft det svært fra distancen.

Tirsdag tordnede han imidlertid et frispark ind i målhjørnet fra lidt mere end 20 meters afstand.

Sverige var blevet reduceret til ti spillere i situationen, der udløste frisparket, da Gustav Svensson modtog sit andet gule kort.

Men Ronaldo var ikke færdig med at sætte målaftryk. 18 minutter før tid scorede han sit landskampsmål nummer 101, da han fra en position lige uden for feltet følte bolden flot op i modsatte hjørne til 2-0.

I samme gruppe i Nations Leagues øverste lag vandt Frankrig hjemme med 4-2 over Kroatien i en kopi af VM-finalen fra 2018.

Kroatien kom ellers foran på en perle fra Dejan Lovren. Efter et hjørnespark tæmmede han elegant bolden og rundede en modstander i samme bevægelse, inden han med venstrebenet hamrede bolden ind i fjerneste side af målet.

Det trak op til kroatisk pauseføring, men Frankrig vendte 0-1 til 2-1 i de sidste tre minutter. Først udlignede Antoine Griezmann efter et hurtigt mønsterangreb, og i tillægstiden gled Dominik Livakovic bolden lidt heldigt i mål via stolpen.

De flotte mål kom i en lind strøm, og Kroatiens udligning til 2-2 ti minutter efter pausen var ingen undtagelse.

Fra egen banehalvdel sendte Mateo Kovacic en forrygende dybdeaflevering afsted, og Josip Brekalo gjorde arbejdet færdigt efter en fiks dribletur over for tre franskmænd.

Ti minutter senere førte Frankrig igen. Forsvareren Dayot Upamecano headede 3-2-målet ind, da han stod blank ved et hjørnespark, og med knap et kvarter tilbage øgede Olivier Giroud på straffespark.

To runder er spillet i gruppen, og Portugal og Frankrig har lagt sig i spidsen med seks point, mens Sverige og Kroatien begge har nul.

/ritzau/