Video : Tipsbladet
Serie A

Ronaldo blev manden bag Juventus' Super Cup-triumf

Cristiano Ronaldo scorede til 1-0, da Juventus slog Napoli den italienske Super Cup.

Superstjernen Cristiano Ronaldo blev nok en gang afgørende for Juventus sent onsdag.

Med sit mål til 1-0 grundlagde han sejren, da Juventus slog Napoli 2-0 i den italienske Super Cup - mødet mellem sidste sæsons mester og pokalvinder.

Ronaldo stod på det rette sted lige foran mål efter et hjørnespark og kunne nemt score til 1-0 efter 63 minutter.

Napoli fik dog en glimrende chance for at udligne med ti minutter tilbage. Dries Mertens fremtvang et straffespark, men anfører Lorenzo Insigne sparkede forbi mål.

I tillægstiden fik Napoli en ny stor chance, men målmand Wojciech Szczesny reddede Juventus med en stærk refleks.

I stedet slog Juventus kontra, og Álvaro Morata slog sejren fast i sidste sekund.

Det er femte gang siden 2012, at Juventus løber med Super Cup-trofæet.

For Andrea Pirlo var det første trofæ i spidsen for klubben som træner.

/ritzau/