OB fik en ordentlig øretæve på 1-7 i deres Superliga-generalprøve mod FC Twente.
Fynboerne var forud for premieren mod Randers FC på træningslejr i Enschede i Holland for at finpudse formen, men deres sidste testkamp efterlod i stedet Andreas Alm rødglødende.
Efter de 105 minutter valgte han at afblæse den efterfølgende træningssession, da han havde set nok. Træningsøvelsen var planlagt efter kampen, hvor man havde hentet spillere ind udefra til at supplere træningen.
Nick Hengelman, der indstillede karrieren i januar, og blandt andet har været på kontrakt i FC Twente, skulle være en del af træningsøvelsen med OB efter testen mod Eredivisie-klubben.
- De havde en målmand, som havde fået en mindre skade, som ikke kunne træne den dag. De ville gerne træne efter kampen, og der spurgte OB FC Twente, om de kendte en målmand, som kunne træne med dem, siger Nick Hengelman til Tipsbladet og tilføjer:
- Der blev jeg ringet op og spurgt, hvordan kroppen og fysikken havde det, og om jeg stadig kunne være på banen, hvis det var nødvendigt. Jeg sagde bare: "ja," og så kunne jeg også få fysikken rettet lidt til. Fodbold ligger på rygraden af mig, så jeg var selvfølgelig klar.
Den 33-årige hollænder måtte dog nøjes med at hilse på gode venner i FC Twente. For træningen med OB blev afblæst.
- Lige pludselig skulle vi ikke træne alligevel, da han [Andreas Alm, red.] var rasende på holdet. De spillede ikke godt og tabte 1-7 kort før turneringsstart, siger Nick Hengelman, som tilføjer, at han fik sig en kort snak og en undskyldning af svenskeren.
- Han var sur på holdet, og han kom også over til mig og sagde undskyld. Han måtte fortælle mig, at de ikke kunne træne alligevel, da der skulle ske noget andet for at forberede dem på en anden måde. Han var rolig overfor mig og sagde undskyld for alle mine anstrengelser.
- Sådan er fodbold, og så sker sådan nogle ting. Han var ked af det på mine vegne, og at jeg var taget dertil. Han sagde også, at jeg bare skulle sige til, hvis han kunne gøre noget, men de havde bare brug for at droppe træningen, fordi han var sur på spillerne. De skulle have fokus på noget andet forud for sæsonpremieren.
Nick Hengelmann sidste klub i karrieren blev Go Ahead Eagles (Foto: Go Ahead Eagles).
Nick Hengelman kunne i stedet hilse på flere gode venner i FC Twente, som var meget overraskede over at se ham i en OB-trøje.
- Jeg kender næsten alle i klubben, så det var også sjovt at tage tilbage til min tidligere klub. Det er en halv time i bil fra mig, så det var ikke noget problem. Jeg har lige frigivet min nye bog, som jeg skulle lave nogle interviews omkring, og da journalisten ved træningsbanen så mig i en fodboldtrøje, var han ved at tabe kæben.
Nick Hengelman har lige udgivet bogen "Schaakmat," som handler om livet efter fodbolden, men det kriblede alligevel lidt i ham, da han trak fodboldtrøjen over hovedet igen.
- Jeg tvivlede en lille smule på mig selv, inden jeg skulle på banen. Man da jeg kom på banen og kom i tøjet, så følte jeg mig klar igen. Det var dejligt, og jeg var også spændt på at se, hvor jeg stod henne, da det er et stykke tid siden, at jeg sidst har rørt en fodbold.
Nick Hengelman lagde handskerne på hylden i januar. Han har været på kontrakt i blandt andet FC Twente og Go Ahead Eagles, men han har haft svært ved at slå sig fast på det øverste niveau i Holland.