Ringkøbing IF henter midtbanespiller i FC Midtjylland
Foto: Ringkøbing IF
Superliga

Ringkøbing IF henter midtbanespiller i FC Midtjylland

Ringkøbing IF har sikret sig den 19-årige Mikkel Jakobsen fra FC Midtjylland på en etårig aftale.

I sidste sæson var Mikkel Jakobsen med til at vinde U19-guld med FC Midtjylland, men nu er det tid til, at midtbanespilleren prøver kræfter med seniorfodbold.

Ringkøbing IF har annonceret på sin hjemmeside, at klubben har lavet en etårig kontrakt med den 19-årige kantspiller.

- Mikkel er en rigtig spændende offensiv spiller, der kan spille på begge kanter og i angrebet. Han er meget direkte i sit spil, en god dribler i små rum, og så har han nogle fantastiske afslutninger. Han har et godt drev med bolden og besidder en stor selvtillid og går meget uimponeret til tingene, så han bliver sindssygt spændende at følge, siger cheftræner Nicolai Wael til Ringkøbing IF’s hjemmeside.

I løbet af den seneste halvanden uge har Mikkel Jakobsen trænet med i 2. divisionsklubben, og han har derfor allerede fået et indblik i, hvad der venter ham det kommende år.

- Ringkøbing IF virker til at være en fed klub med gode ambitioner og fremtidsplaner. Under min prøvetræning har jeg fået et godt indtryk af faciliteterne og menneskerne i klubben. Truppen er samtidig et godt mix af unge og rutinerede spillere, hvor folk presser hinanden til træning, så jeg er meget glad, fortæller teenageren.

Mikkel Jakobsen har allerede spillet en træningskamp for Ringkøbing IF, og i weekenden kan han få sin officielle debut for klubben, der møder Kolding.

Midtbanespilleren er noteret for fem U16-landskampe.