Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm øjner europæiske muligheder mod tjekker

Glen Riddersholm mener, at Sønderjyske har en mulighed for at slå Viktoria Plzen, hvis holdet rammer dagen.

Sønderjyske har ikke lang tid til at fordøje søndagens 1-4-nederlag til Vejle i Superligaen, inden der venter en meget vigtig kamp i Europa League-kvalifikationen.

Torsdag skal Sønderjyske op mod tjekkiske Viktoria Plzen, som de seneste fem år har været i fire europæiske gruppespil og derfor må betegnes som store favoritter.

Cheftræner Glen Riddersholm gør da også opmærksom på, at det tjekkiske tophold er rangeret forholdsvis højt på den europæiske klubrangliste. Han tror dog alligevel, at Sønderjyske kan skabe en overraskelse.

- Jeg har scoutet dem, og selvfølgelig har vi muligheder. Kan vi ramme dagen og være dygtige i vores forsvarsspil og omstillinger, så er der nogle muligheder, siger han.

Riddersholm beskriver Viktoria Plzen som et hold, der for alt i verden vil bygge spillet op med afleveringer ved jorden, og derfor skal presspillet hos Sønderjyske-spillerne være langt bedre, end det var mod Vejle.

Og i modsætning til kampen mod Vejle vil Sønderjyske torsdag være undertippede, og det passer Riddersholm fint.

- Vi er underdogs, og det ligger måske ganske godt til vores klub. Det vil være en mindre sensation, hvis vi tager til Tjekkiet og vinder, siger han.

Hvis Sønderjyske formår at vinde kampen, vil klubben kun være ét skridt fra et europæisk gruppespil, der vil give helt nye muligheder.

- Vi kan række ud efter et europæisk gruppespil og en økonomi, som vi i Sønderjyske ellers aldrig kommer i nærheden af, fortæller Riddersholm.

Sønderjyske er med i kvalifikationen efter klubbens sejr i pokalturneringen i sidste sæson.

/ritzau/