Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm flirter med Dal Hende: Kan få karrieren i gang igen hos os

Sønderjyskes cheftræner Glen Riddersholm virker ret tændt på tanken om at få Marc Dal Hende til klubben.

Marc Dal Hende forsøgte for et år siden at blive solgt til udlandet, men noget slog fejl, og han fortsatte i FC Midtjylland. Her blev sæsonen dog ikke som forventet, da han både blev ramt af skader og hård konkurrence om pladsen på venstre back mod spillere som Nikolas Dyhr og Paulinho.

Selv har FCM-direktør Claus Steinlein da også slået fast, at tiden er inde til, at man skal have fundet en ny klub til den målfarlige venstreback. I Sønderjyske står Glen Riddersholm nu klar til at opsnappe ham.

Det er i hvert fald en nærliggende tanke efter Riddersholms seneste udtalelser til JydskeVestkysten.

Læs også:FC Midtjylland-direktør bekræfter: Dal Hende skal finde ny klub

- Vi forsøgte rigtig meget på den position i sidste sæson, så derfor står navnet Marc Dal Hende naturligvis og blinker. Hos os kunne han få gang i karrieren igen og måske senere få opfyldt drømmen om at prøve sig af i udlandet, lyder det fra Glen Riddersholm.

Derfor mener han også, at Marc Dal Hende ville være en ønskespiller for dem. Han understreger dog også, at der intet konkret er mellem parterne.

Senest har Sønderjyske lavet en kortvarig aftale med Nicklas Mouritsen, som skal træne med i den kommende uge, hvor han kan vise sig frem. 

Læs også:FCM gør klar til guldfest: Priske udtager A-kæden

Foruden har klubben både præsenteret målmanden Lawrence Thomas og angriberen Haji Wright denne søndag.

29-årige Marc Dal Hende selv kender desuden den sønderjyske klub særdeles godt, da han spillede for dem mellem 2015 og 2017, hvorefter han skiftede til FC Midtjylland, hvor han har vundet to mesterskaber og én pokaltitel.

Læs også:Marc Dal Hende: Længe siden at jeg er blevet kyst af en modstander