Video : Tipsbladet
Superliga

Revser OB-anføreren: Giver dumt hjørnespark væk

OB-cheftræner Søren Krogh var bestemt ikke glad for, hvordan man tog sig af en situation sent i kampen mod AGF.

OB var godt på vej mod en 1-0-sejr på udebane mod AGF søndag aften, men i overtiden af kampen omdannede aarhusianerne et hjørnespark til en udligning. Forud for det kunne OB have gjort det meget bedre.

Det fortæller fynboernes cheftræner Søren Krogh om i et interview med TV3 Sport.

- Det er synd for drengene, når det sker på sådan en kommunikationsfejl, vil jeg kalde den, hvor vi giver et dumt hjørnespark væk, som er en af deres spidskompetencer. Det er jeg sgu ikke glad for, fastslår OB-træneren.

Derudover slår han fast, at holdet havde kæmpe chancer, og derfor er det et antiklimaks at stå i.

- Fra eufori til kulkælderen på en god præstation, lyder det fra Krogh.

Når det kommer til selve situationen, som førte til AGF's hjørnespark, så er der ikke tvivl hos ham, hvordan den var.

- Fuldstændig ufarlig. Der er intet i den situation andet end, at Viljar skulle have samlet den bold op, som jeg ser det, siger han og fortsætter efter at have set situationen.

- Præcis. Det er en bold, der bare bliver clearet. Filip, hvis han er i tvivl, så prøver han bare på at få den væk. Men der er kommunikationsbrist der i forhold til bare at samle den bold op og bare tage det roligt med tre-fire minutter tilbage af kampen. Unødvendigt, forklarer Søren Krogh.

Endvidere peger han på, at de fortjente at vinde, og at de kom til at sidde mere på kampen i anden halvleg. Særligt chancerne til Luca Kjærrumgaard og Gustav Grubbe var store nok til at gøre det til 2-0, mener Krogh.