Rasmus Falk om Brøndby-rygte: Det er blevet kørt op
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Rasmus Falk om Brøndby-rygte: Det er blevet kørt op

Rasmus Falk bliver igen sat i forbindelse med Brøndby, men spilleren melder om intet nyt i forhold til sin egen situation.

Et transfervindue nærmer sig, og dermed stiger interessen i omverdenen også for spillere som Rasmus Falk. 
 
OB's offensivspiller har i løbet af de seneste tre-fire transfervinduer været nævnt som et varmt navn på markedet, hvor flere klubber holder øje. Og til vinter er hans navn atter et tema – særligt fordi han i skrivende stund kan forhandle frit med andre klubber fra 1. januar, fordi hans kontrakt udløber til sommer. 
 
BT skriver i dag, at Brøndby er interesseret i forhandle med Rasmus Falk i januar, men spilleren selv tager situationen roligt. Brøndby-interessen er ikke ny for ham.  
 
- Det er en gammel historie, og der er ikke noget, der er ændret. Jeg har stadig fuld fokus på OB, og jeg vil præstere for holdet og individuelt. Det er det, jeg koncentrerer mig om. Jeg ser på de muligheder, der opstår og koncentrerer mig om at spille godt for holdet. Der vil altid være spekulationer, og det er slet ikke en ny sag, men det er blevet kørt lidt op. Der blev også skrevet om Brøndby for et halvt år siden og for et år siden, og det kan være, at der bliver skrevet noget igen. Det er jeg vant til, for det er en del af branchen, siger Rasmus Falk til tipsbladet.dk. 
 
Han fremhæver det stadig som en mulighed at forlænge sin kontrakt med OB. Men hvad kan OB tilbyde Falk for at han siger ja til en forlængelse?
 
- Jeg har en dialog med OB, men det er meget normalt, når man har kontraktudløb inden for et år. Jeg tænker meget på, at jeg gerne vil spille i en klub, der er i den bedre halvdel. Det tror jeg også, at OB kommer til at være, men spørgsmålet er, hvor lang tid der går, inden det sker. Vi har et godt hold nu, og jeg er ikke i tvivl om, at der er noget godt på vej. Det er svært for mig at sige så mere end det, for jeg ved ikke meget mere end i sommer, hvor der også blev talt om det, siger Rasmus Falk. 
 
Offensivspilleren har ikke travlt med at få en afklaring på sin fremtid.
 
- Det fylder sikkert mere hos mange andre end mig. Helt ærligt bruger jeg ikke tid på at tænke over det hver dag. Der er mange andre i OB, der har kontraktudløb til sommer, så det er ikke en unormal situation, jeg er i. Det er en del af jobbet, og jeg har gode folk til tage sig af det, siger Rasmus Falk.