Efteråret sluttede lykkeligt for Rasmus Falk i OB. For øjnene af cirka 5.000 tilskuere på stadion i Odense sikrede han sin klub uafgjort mod de forsvarende danske mestre fra AaB, da han var hurtig og fiks over en ripost og scorede det sidste OB-mål i efterårssæsonen i årets sidste Superliga-kamp i Odense.
Det blev fejret med en markant jubelscene i form af et kraftfuldt spring op i luften, hvor måneders indestængte følelser blev skudt af sted. For det har været et efterår med op- og nedture for Rasmus Falk og OB.
Som den måske mest populære – og vigtigste – spiller i OB var der store forventninger til ham inden sæsonen, men ligesom de skulle til at forløses, blev han ramt af en skade, der satte ham ud af spillet i lang tid. Ikke nok med det; han måtte fra sidelinjen se til, at OB kom ind i en dårlig stime og i september måtte fyre træner Troels Bech og erstatte ham med Ove Pedersen.
Det har derfor været et turbulent efterår, men Rasmus Falk havde faktisk gerne set det vare lidt længere.
- Jeg havde en rigtig god opstart og startede med at spille nogle super gode kampe. Jeg ramte en ledbåndsskade, og det var pisseirriterende, fordi der var mange spændende ting på vej. Det var heldigvis ikke så slemt som sidst, men det tog alligevel otte-ni uger. Inden jeg formmæssigt havde bygget på og var tilbage, tog det noget tid. Det satte en stopper for mit efterår, og nu hvor jeg er begyndt at komme helt op, er det slut. Nu handler det bare om at komme tilbage til foråret, siger Rasmus Falk til tipsbladet.dk.
- Jeg er rigtig glad for, at jeg nåede at være med i to U/21-landskampe. Det var måske mine to bedste kampe, og det var rart at være en del af. Jeg kunne godt tænke mig et par kampe mere – det ville have været godt, tilføjer han.
Ikke glad for Kadrii-salg
Selvom Rasmus Falk havde haft en god opstart, startede efterårssæsonen dårligt for den fynske offensivspiller. Det var ikke så meget på grund af OB's nederlag til Hobro og FC Vestsjælland; årsagen skulle i stedet findes i OB's salg af Bashkim Kadrii.
- Jeg havde ikke håbet, at Bashkim skulle væk. Det var en af mine tætte venner, og det var en spiller, der havde været med hele vejen. Jeg var ikke glad for, at han røg til en ny klub, men jeg kunne godt forstå ham og klubben, fordi han kun havde et år tilbage. Man kunne se i de kampe, han nåede at spille, at han er en kæmpe profil. Han er en af de spillere, jeg har haft det bedste sammenspil med, så det var et hårdt slag at miste ham. Nu handler det bare om at se, hvad der sker i vinduet. Det kan være, at OB henter noget ind eller der ryger noget ud. Vi må se, hvordan det ser ud til foråret, og så handler det om at komme helt tilbage på sporet, fortæller Rasmus Falk.
Der var også rygter om et salg af Rasmus Falk i sommer, og offensivspilleren lægger heller ikke skjul på, at han på et tidspunkt også gerne vil videre fra OB.
- Der var mange rygter i sommer. Nogle af dem var rigtige, og nogle var mere rigtige end andre. Jeg havde ikke mulighed for at komme væk i sommer, for klubben var ikke i en situation, hvor de kunne sige farvel til både Bashkim og jeg på samme tid. Men jeg har hele tiden understreget, at jeg er 22 år, og det haster ikke. Jeg er ikke 28 år. Men jeg er også snart der, hvor jeg måske gerne vil videre. Om det er om et halvt år eller om halvandet, når min kontrakt udløber, ved jeg ikke. Hvis ikke der er noget mere spændende, end hvor jeg er nu, så bliver jeg her. Men jeg kan godt mærke på min agent, at der er interesse, siger Rasmus Falk, der dog ikke har travlt med at forlade OB, hvor han har kontraktudløb i sommeren 2016.
- Jeg vil hellere skifte sommer end vinter, så man kan få en opstart med en ny klub. Det er ikke udelukket, at det er en mulighed for mig at skifte til sommer. Jeg tror gerne, at OB vil have noget for mig ved et salg. På den måde kan det passe meget godt, når der er et år tilbage. Lige nu er mine tanker ikke der – kun fordi jeg bliver spurgt om det – men for mig handler det om at få et godt forår. Der kommer også en spændende U/21-EM-slutrunde, som jeg sigter mod, siger han.
Mange fyringer i OB
Falk har efterhånden været en del af førsteholdstruppen i OB i fire år. Det har været en tid med mange omvæltninger, hvor der sjældent har været ro.
- Det har været en turbulent tid, og hver gang man regner med, at der kommer ro på med en god periode, sker der noget helt vildt. Det er ikke sådan, at der kun bliver fyret trænere. Vi har også haft tre forskellige sportsdirektører. Jeg kender kun vores to fysioterapeuter fra dengang, jeg blev rykket op i førsteholdstruppen. Det er de eneste, der er tilbage fra dengang. Der er ingen tvivl om, at det har været en turbulent tid. Det er på mange måde lærerigt, og det har også været med til at modne mig, at der er sket så mange ting. Der er nogle ting, man gerne ville have undgået, men det har desværre ikke været muligt. Der har været mange fyringer og afskedigelser med folk, man holder af. Jeg håber også, at det en dag bliver min tur til at prøve noget andet, siger Rasmus Falk, der senest måtte sige farvel til klubbens cheftræner i september, da Troels Bech blev fyret og erstattet med Ove Pedersen.
- Der er ingen tvivl om, at jeg havde et super godt forhold til Troels. Jeg følte, at jeg rykkede mig utrolig meget. De fleste andre i fodboldkredse ved jo også godt, hvor fandens dygtig han er. Troels manglede en succesoplevelse med et tophold, for han er ekstremt kompetent og dygtig på alle måder. Han er meget anderledes end Ove, der også er dygtig. Han er bare på en anden måde, for de er to vidt forskellige trænere, der kan nogle forskellige ting. Man må bare have respekt for det, Ove har skabt i FC Vestsjælland, og nu er vi også begyndt at vinde. Det er ekstremt flot, når man tænker på den situation, vi har været i, siger Rasmus Falk.
Lærerige år
OB overvintrer i Superligaen på en tiendeplads, og selvom det ikke er godkendt, er det alligevel med en form for lettelse i klubben, der længe lå under nedrykningsstregen. Målsætningen hedder top syv, hvilket er noget ganske andet end det, der prægede OB, da Rasmus Falk debuterede på førsteholdet i 2010, da topplaceringer var hverdagskost.
- Der er ingen tvivl om, at vi er et yngre hold end for et par år siden. Det er svært at nævne spillere på vores hold, som har prøvet noget. De fleste har spillet i lidt lavere rækker i Sverige og Danmark, så kigger man på spillernes cv, er det nok Espen Ruud, der har haft det flotteste. Nogle gange glemmer man at kigge på, hvad der er i truppen og fokuserer på, at der for tre år siden var folk, der havde spillet i Manchester United, til VM og på landsholdet. Vi er stadig under opbygning. Man havde måske håbet, at vi var længere, fordi opbygningen startede for halvandet år siden, men der er sket så meget hernede
- Jeg kom op i en meget succesfuld trup, hvor det gik super godt. Jeg nåede at være en del af to sølvmedaljer – eller i hvert fald en – men derfra er det gået den forkerte vej. Vi har haft problemer med at komme op i tabellen lige siden. Det lærer man jo af og vænner sig til, men mine egne ambitioner ligger ikke på at spille om overlevelse i tre sæsoner i træk. Sådan er det. Det kunne være sjovt at få det vendt og være en del af det. Det ligner, at vi er begyndt at vende det igen, men vi må se. Det har været nogle lærerige år, og min egen udvikling har jeg personligt været glad for, siger han.
Rasmus Falk mener dog, at han har fået meget ud af karrieren indtil videre.
- Der er mange måder at se det på. Jeg er 22 år, har spillet på A-landsholdet, U/21-landsholdet og over hundrede kampe for OB. Det er der ikke mange 22-årige, der har prøvet. Jeg har været en del af et hold, der spillede Champions League og er en vigtig brik på holdet nu. På et tidspunkt skal man prøve at tage det til et videre stadie og se, om man kan løfte sit spil. Jeg har ikke altid spillet på mine præmisser i min periode her. Jeg siger ikke, at en spillestil er bedre end en anden, men der er nogen hold i Superligaen, hvor det passer bedre til min spillestil, siger Falk, der dog fastslår, at han har det godt i OB og ikke mener, at det var sjovere at komme på arbejde tidligere i karrieren.
- Vi har det godt sammen, men når man har været ti år i en klub, har man mange venner og kender alle hernede. Vi har et godt kammeratskab, og det er også godt. Men der er ingen tvivl om, at det er sjovere, når man vinder hver søndag. Sådan har det ikke været i lang tid. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har været med til at vinde tre kampe i træk. Det har jeg nok i starten i seniortiden, men det har været alt for svingende, siger Falk, inden han lukker snakken med et par ord om det, han har lært i løbet af sin tid i OB.
- Der kan ske mange uventede ting i den her branche. Det er specielt, at man kan have to gode rigtige venner, og så kan de være væk, når man møder på arbejde dagen efter. Sådan er fodbold, og det skal man vænne sig til. Det kan gå stærkt, og man kan ikke regne med,a t der er noget, der er sikkert. Nu håber vi, at der falder mere ro på i OB, og jeg synes også, at det begynder at ligne noget, siger Rasmus Falk.