Video : Tipsbladet
Superliga

Rasende storsponsor uddyber: Derfor sagde jeg det

OB-storsponsor Frederik Barfoed fortæller nu til Tipsbladet, hvorfor han på X har skudt med skarpt mod OB-ledelsen.

Det er ikke sjovt at være OB'er for tiden.

Den fynske klub blev slagtet 0-3 hjemme mod Silkeborg IF og er på vej mod endnu en mellemsæson. Odense-klubben ligger aktuelt nummer ni i rækken, og selv om top seks ikke er væk, er drømmen om det sjove slutspil ved at udvikle sig til et mareridt.

Andreas Alm er under pres, og det samme må fodbolddirektør Björn Wesström være efter en sommer, hvor der er sket stor udskiftning, men hvor man også har taget et skridt til siden, ikke frem.

Og det var altså de ting, der førte til, at storsponsor Frederik Barfoed gik til tasterne på X og kritiserede OB for de manglende resultater.

Og nu fortæller Frederik Barfoed så, hvorfor han har valgt at kritisere ledelsen og klubben.

Han gør det klart, at kritikken skal ses i lyset af den kærlighed, han har til OB, som har haft så svært ved at leve op til forventningerne de senere år. Og at han forsøger at råbe den sportslige del op, så man når de ambitioner, man har.

- Jeg er OB'er helt i hjertet, og jeg er meget skuffet over de sportslige resultater i OB, som gennem de sidste 10-11 år fra været alt for langt fra klubbens egen opfattelse i forhold til top 6. Det er alvor i OB, hvis man ikke igen skal spille med om nedrykning, siger Frederik Barfoed til Tipsbladet og slår fast:

- Det ændrer ikke på, at jeg fortsat har ambitioner på klubbens og byens vegne, og jeg er langsigtet sponsor i OB.

Du kan læse mere om Frederik Barfoeds kritik af situationen i OB her.