Næsten alle Superliga-klubber har lavet forstærkninger frem mod den nye sæson, men Brøndby, FC Midtjylland og Randers FC har endnu ikke præsenteret en ny spiller.
Det ændrer sig dog meget snart for Randers FC's vedkommende, for tipsbladet.dk erfarer, at klubben står til at vinde kampen om kantspiller Tosin Kehinde.
Kehinde er på en måde ikke en ny spiller, da nigerianeren, 22 år, også var i Kronjylland sidste sæson på en lejeaftale, men han gjorde det godt og viste nogle spidskompetencer, som har pirret Randers' interesse tilstrækkeligt til at lave en ny aftale.
Derfor er man nu tæt på at hente kantspilleren fra Feirenses reservehold.
Læs også:Overblik: Superligaens sommertransfers 2020
I de senere dage har der været rygter om både AGF og AaB, men det har hele tiden været Randers' håb, at man kunne få spilleren på en permanent aftale. Og Kehinde har da også været meget interesseret i at fortsætte under træner Thomas Thomasberg, for han har udsigt til godt med spilletid i Randers.
Men der har været forhandlingsspørgsmål - primært med den portugisiske klub - der har betydet, at transferen har trukket ud.
Kehinde, der har en fortid som talent i Manchester Uniteds ungdomsafdeling, kom for alvor i gang i løbet af forårssæsonen, hvor der heller ikke var en Saba Lobjanidze at kæmpe med om spilletid. Det blev i alt til 20 kampe i Superligaen for nigerianeren, der kom på tavlen en enkelt gang.
Planen er, at han skal fortsætte sin udvikling i Randers, og i klubben håber man ganske givet på, at han kan blive mere afgørende med mål og assists, efterhånden som han også får mere erfaring.
Læs også:Mandagens rygtebørs: Manchester City bytter Guardiola for Pochettino
Mens Kehinde bliver Randers' første tilgang denne sommer, har man sagt farvel til flere - blandt andre rutinerede Johnny Thomsen.
Sommerens spillerafgang betyder også, at en aftale med Tosin Kehinde næppe bliver den sidste tilgang til førsteholdstruppen.
Superliga-klubberne har i år mulighed for at hente spillere indtil 5. oktober, som er transferdeadline efter årets corona-inducerede kaos.
Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra sportslig kommerciel i Randers Søren Pedersen, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Læs også:Randers-chef: Kunne godt bruge en offensiv kraft mere
Læs også:Superligaens bedste: Casper Højer Nielsen og FCM vinder
Læs også:Randers lavede stort arrangement for specialklasser