Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-træner var i spil til Norwich

Randers' assistenttræner Fatah Abdirahman var en kandidat til et job i Norwich, som ifølge Tipsbladets oplysninger har valgt at gå efter andre kandidater i slutfasen.

Norwich har store ambitioner om at vende tilbage til Premier League, og som del af den proces er klubben, der er trænet af Johannes Hoff Thorup, ved at forberede en oprustning på trænerfronten.

Med den tidligere FC Nordsjælland-cheftræner Hoff Thorup i den tilsvarende rolle i Championship-klubben var det oplagt at se på forbindelser til Right To Dream og FC Nordsjælland, og her dukkede Fatah Abdirahmans navn op, hvilket Campo var de første til at fortælle i denne uge uden at navnet på Championship-klubben kom frem.

Fatah Abdirahman har et godt navn i Randers FC såvel som i Right To Dream og FC Nordsjælland efter blandt andet at have arbejdet i en central rolle i Right To Dreams succesrige akademiprojekt i Ghana, der har udviklet og sendt spillere som Mohammed Kudus, Kamaldeen Sulemana og Ernest Nuamah videre til FC Nordsjælland og siden ud til stor succes i Europas største ligaer.

Men ifølge Tipsbladets oplysninger bliver det ikke Fatah Abdirahman, der ender som det nye navn i trænerteamet i Norwich, da Championship-klubben i slutfasen af rekrutteringsfasen har valgt at gå med andre trænere frem mod den endelige udvælgelse af en ny træner.

Så vidt Tipsbladet erfarer, er der heller ikke dukket nogle officielle tilbud op i Superliga-klubben på Fatah, der ifølge Campo også er et emne til at blive cheftræner i Vendsyssel FF i 1. Division.

Norwich hentede i sommer ud over Johannes Hoff Thorup som cheftræner også den tidligere DM-vinder Glen Riddersholm ind som assistenttræner, mens man købte Oscar Schwartau af Brøndby IF.

Norwich ligger i forfølgerfeltet i Championship umiddelbart uden for playoff-pladserne. Klubben har fået nye amerikanske ejere og sigter efter at rykke op i Premier League i løbet af et par år.

Fatah Abdirahman har en høj stjerne i Randers FC, hvor han ud over at være cheftræner Rasmus Bertelsens højre hånd også sidder i transferudvalget og har hjulpet Randers FC med at hente profiler som Lasso Coulibaly, Mohamed Fuseini og Kamaldeen Sulemanas lillebror Abdul Sulemana.