Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-spiller vil hjælpe svage i sit lokalområde: Vil ikke have pengene

Björn Kopplin og hans hustru har både skrevet en seddel til naboerne og tilmeldt sig en app, hvor de tilbyder hjælp til folk i deres lokalområde, der ikke selv kan handle eksempelvis. App'en kan kaste nogle penge af sig, men dem vil Kopplin-parret ikke have.

Björn og Hanna Kopplin plejer at se en bil fra hjemmeplejen i området, hvor de bor. Der er altså, ræsonnerede de, en nabo, der har brug for hjælp under normale omstændigheder, så mon ikke det var tilfældet i endnu højere grad i disse tider?

Så Hanna Kopplin tog affære. Hun skrev en seddel - på fejlfrit dansk, selv om parret begge er tyskere - hvor deres adresse og telefonnummer står på, og så lagde de det i postkassen hos den nabo, som hjemmeplejen besøger.

Da Kopplin-parret fortæller til tipsbladet.dk fredag eftermiddag, har de endnu ikke fået svar. TIl gengæld har de skrevet sig op på Rema 1000's app Vigo. Her kan man melde sig til at købe ind for folk i sit lokalområde, som ikke selv har mulighed for at gøre det: travle børnefamilier, dårligt gående ældre eller andre.

- Min kone er en meget social person. Hun fik idéen, og jeg sagde: "Gør det". Jeg er fodboldspiller, så jeg bør være et forbillede. Hvis vi kan hjælpe nogen med noget, er det bare godt, siger Björn Kopplin.

Læs også:Superliga-boss: Regeringens hjælp rammer skævt for fodboldklubber

Randers FC-spilleren fortæller ikke meget, før han sætter sin hustru på medhør. Hun kan lige så godt selv fortælle det.

- Selvfølgelig skrev vi os op (på app'en, red.). Man kan få penge for det, men vi vil ikke have pengene, siger hun.

- Min bedstemor er syg, og hvis de havde noget lignende, ville jeg være meget taknemmelig for, at folk skrev sig op. Begge mine bedstemødre bor tusindvis af kilometer væk, så jeg kan ikke selv købe ind for dem, siger hun med et grin.

31-årige Björn Kopplin er fra Berlin, mens Hanna Kopplin har både tyske og finske rødder. De er altså langt væk hjemmefra, men selv om der ikke er udsigt til, at Randers FC skal spille foreløbig, rejser de ingen vegne.

Til gengæld holder de nøje øje med, hvordan det går derhjemme.

Læs også:Overblik: Danske klubber sender medarbejdere hjem

- Vi bliver i Danmark. Vi tager ikke hjem. Vi er meget glade for, at det virker til, at myndighederne her tager det seriøst. Men vi følger selvfølgelig nyhederne både i Danmark og Tyskland, siger Björn Kopplin, inden hans hustru supplerer:

- Jeg har talt med min bedste veninde i Tyskland. Hun har ledt efter toiletpapir i fire dage nu. Min far siger, at folk stjæler toiletpapir på hans arbejde. Altså de ansatte.

Mens Kopplin-parret ikke får set deres familier, ser de en masse til hinanden. Björn Kopplin selvtræner derhjemme, ligesom resten af Randers-truppen gør.

Læs også:Lyngby beder spillerne indstille arbejdet: - Vi er truet på vores eksistens

Læs også:SønderjyskE-målmand træner usædvanligt: Må spille i haven med min søn

Læs også:Randers FC vil ikke afvise mulig lønnedgang