Randers FC har strikket offensiven sammen med lynhurtige spillere, men én af dem, der ikke kan løbe fra, at han har fået en skuffende mængde spilletid, er 26-årige Ernest Agyiri, som har taget hul på sin anden sæson i Kronjylland.
I denne sæson har ghaneseren blot spillet 12 minutter, og i fire af de første seks kampe har han ikke været med i kamptruppen. Det er naturligvis ikke en holdbar situation, og lige nu er Agyiri så langt fra holdet, at parterne leder efter en løsning, så offensivspilleren kan blive udlejet.
Det fortæller Randers-direktør Søren Pedersen.
- Han er en af dem, der vil have godt af at komme ud og få noget spilletid og få minutter i benene et andet sted. Så kan det være, vi kan få ham stærkere tilbage på et tidspunkt, siger Søren Pedersen til Tipsbladet og tilføjer:
- Lige nu har han langt til spilletid, så det kunne godt være noget, vi kigger på.
Ernest Agyiri har to år tilbage af sin kontrakt med Randers FC, hvor han er noteret for to scoringer i 24 kampe, hvoraf de fleste optrædener har været som indhopper.
Ghaneseren har indtil mandag ved midnat til at finde en ny klub.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.