Randers sælger reserven Jeppe Kudsk.
Det kan Tipsbladet afsløre.
Midterforsvareren bliver solgt til Fredericia i 1. divisionsklubben, da Randers ifølge Tipsbladets oplysninger har accepteret buddet.
Derfor skal den 21-årige Jeppe Kudsk blot bestå sit lægetjek, inden der er hvid røg.
Randers har samtidig med salget sikret sig en god videresalgsklausul på den 21-årige forsvarsspiller, så der er god grund til at følge med i hans udvikling, da der kan vente endnu flere penge i fremtiden.
Jeppe Kudsk er en del af talentfabrikken i Randers og blev i sommeren 2020 indlemmet på førsteholdet, hvor det er blevet til 10 optrædener i Superligaen.
Men i og med at han ikke kunne slå sit navn fast på holdkortet, giver det mening at sælge ham nu.
I denne sæson er det blevet til seks indhop og en enkelt kamp, hvor han startede inde mod Vejle og fik godt en time, da han sammen med resten af holdet var med til at holde nullet.
Efter sommerferien kan han se frem til meget mere spilletid, når FC Fredericia byder velkommen.