Han var på et tidspunkt til prøvetræning i FC Midtjylland, men nigerianske Stephen Odey måtte vente flere år, før han kom tilbage til dansk fodbold.
Angriberen, 23 år, er netop skiftet til Randers FC på en lejeaftale, der gælder for resten af denne sæson.
Det skriver Randers FC i en pressemeddelels.
- Vi har ledt efter en angriber med fart og har i et stykke tid været i dialog med Genk omkring Stephen, som er en spændende spiller, der er hurtig, god i mand-mand-spillet og også er en dygtig afslutter, som han har vist i både schweizisk og fransk fodbold. Vi er glade for, at det er lykkedes at få ham til Randers, og at vi nu kan køre ham ind i truppen og få ham i aktion efter landskampspausen, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen i pressemeddelelsen.
Odey har to A-landskampe for Nigeria og bliver holdkammerat med landsmanden Tosin Kehinde.
Angriberen kommer til Randers fra belgiske Genk, og han skal konkurrere med blandt andre Marvin Egho og Alhaji Kamara.