Video : Tipsbladet
Superliga

Salg af Randers FC rykker nærmere: Forventer afklaring inden nytår

Randers FC er i dialog med to mulige investorer. Især den ene er klubben langt med, og bestyrelsesformanden forventer, at handlen enten er lukket eller faldet igennem til nytår.

Torsdag afholdt Randers FC generalforsamling, og der var andre interessante punkter på programmet end klubbens seneste underskud. Det handlede især om det mulige salg af klubben, som har stået på i et år, og som måske snart finder sin afslutning.

Bestyrelsesformanden i Randers FC Holding A/S, Svend Lynge Jørgensen, fortalte de fremmødte, at klubben er i dialog med to mulige investorer. Især den ene af de dialoger er fremskreden.

For nærmest præcis et år siden sagde selvsamme formand også, at der var to mulige køber. Så er de overhovedet kommet tættere på en afklaring i løbet af de 363 dage? 

- Det blev jeg også spurgt om på genforsamlingen, men som jeg sagde: Det kan jeg ikke vurdere. Somme tider er der nogle, der siger: "Den er 90 procent sikker." Jeg siger: "Hvordan helvede måler man det?" Enten bliver det til noget, eller så bliver det ikke til noget. Man kan heller ikke være delvist gravid. Og enten bliver der en handel, eller så bliver der ikke en handel, siger Svend Lynge Jørgensen til tipsbladet.dk.

- Det, jeg dog kan sige, er: Specielt en af de kontakter, vi har i øjeblikket, kald det dialog eller forhandling, bliver afgjort inden alt for længe. Om det går den ene eller den anden vej, ved jeg ikke. Men jeg er temmelig sikker på, at den bliver afklaret, inden næste transfervindue åbner.

Læs også:Randers er i dialog med to mulige købere: Skal have møde med dem næste uge

Det kommende transfervindue åbner den 5. januar. Svend Lynge Jørgensen understreger dog, at det kun er den ene forhandling, han forventer afsluttet på det tidspunkt. Hvis det ikke bliver til noget, fortsætter klubbens sondering efter nye investorer.

Spørgsmålet er så, om de investorer skal opkøbe alle eller nogle af aktierne.

- Det er et meget naturligt spørgsmål, men det har jeg ikke lyst til at komme nærmere ind på, siger formanden.

- Der kan ske mange ting. Sidste år annoncerede vi, så der ikke var misforståelser eller uld i mund, at vi er åbne for et helt eller delvist salg eller samarbejder. Der kan være mange konstellationer.

Når mennesker leder efter nye partnere, kan mange godt lide at tale om, at de går efter de indre værdier. Svend Lynge Jørgensen og co. lægger dog ikke skjul på, at de gerne tager nye partnere for pengenes skyld.

Læs også:Randers FC er til salg: To investorer er seriøst interesserede

- Det optimale er nogle med større økonomiske muskler, end vi har, især hvis det så kunne kombineres med, at de også havde en form for ekspertise, som vi ikke har.

Den ekspertise og det netværk, som Randers-toppen leder efter, peger på, at de kommende investorer måske allerede har en eller flere klubber under sig.

- Jeg skal ikke nævne nogen navne, men det kunne også være en relativt større klub, som godt vil have en yngleplads eller en del af sin fødekæde liggende i Danmark. Jeg siger ikke, det skal være nøjagtig det, som Brentford har gjort, men som måske ligner det lidt. Med FC Midtjylland har de også en vis udveksling af spillere, ledere og brug af data, som Benham har i sin bettingforretning, siger Randers-formanden.

- Jeg er først og fremmest erhvervsmand. Når man laver virksomhedshandler - jeg har selv lavet nogle stykker - kigger man efter potentielle synergier, hvor 2 og 2 måske giver 5. For nylig solgte jeg en fabrik i Randers til nogle i udlandet, et hollandsk selskab, som gerne ville etablere sig i Skandinavien. Det kunne også være, det fandtes her.

- Red Bull er det mest kendte eksempel, som er en sportsunderholdningskoncern, som jeg vurderer det, men der er også andre eksempler. De er ikke de eneste, som ejer klubber rundt om i Europa. Der er også nogle amerikanske NFL-ejere, som har investeret i store klubber i Europa.

På torsdagens generalforsamling kom det også frem, at Randers FC lavede et underskud på 4,4 millioner kroner i seneste regnskab. Klubben forventer dog et plus, næste gang boet skal gøres op.

Læs også:Midt i coronakrise: Salg af Randers FC sat på pause

Læs også:Randers FC i dialog med mulige investorer: Taler primært med udlændinge

Læs også:Randers-formand om investorer: Noget af det virker uigennemtænkt