Randers giver nyindkøb første start: Der kommer til at være stor udskiftning
Foto: Kristian Fredslund, Randers FC
Superliga

Randers giver nyindkøb første start: Der kommer til at være stor udskiftning

Marvin Egho kan se frem til sin første startplads for Randers FC, og Mikael Boman gør længe ventet comeback, når Superliga-holdet møder Næsby i pokalturneringen.

Anden runde af Sydbank Pokalen nærmer sig sin afslutning. I dag og i morgen bliver de sidste kampe spillet, og det bringer blandt andet et par Superliga-hold i spil. Herunder Randers FC.

Pokalvinderne anno 2006 indleder denne sæsons pokalridt med en udekamp mod Næsby, og her kommer cheftræner Thomas Thomasberg til at rotere kraftigt. Han lægger ikke skjul på, at Superligaen har førsteprioritet, og at pokalturneringen er en oplagt mulighed for at give spilletid til nogle af dem, der ikke har fået så meget endnu.

Ifølge Randers Amtsavis er der udsigt til, at Mikael Boman kan få sin optræden siden april måned. Den svenske angriber har siddet ude med en skade, men skulle nu være klar til comeback. Ved siden af Boman får sommersigningen Marvin Egho givetvis sin første startplads i Randers.

- Vi har nogle spillere, der ikke har spillet så meget i sæsonen endnu, og her er pokalen en god mulighed for dem. Det bliver rart at se dem i aktion. Der kommer til at være stor udskiftning i forhold til sidste turneringskamp, og også hvordan vi kommer til at stille op på lørdag i Farum, men hvis vi griber tingene rigtigt an, så skal vi også komme derfra med et godt resultat, siger cheftræner Thomasberg til avisen.

Foruden Randers træder Vejle Boldklub også ind i pokalturneringen i denne uge med en udekamp mod BK Frem. I den kuriøse ende kan det nævnes, at Tarup-Paarup også spiller pokalkamp i morgen, efter holdets opgør mod Thisted FC blev aflyst i sidste uge, da fem af spillerne var blandt landsholdsvikarerne i Slovakiet.