Lyngby Boldklub har tidligere været sat i forbindelse med OB-angriberen Sander Svendsen, men de kongeblå er ikke ene om at bejle til nordmanden, der blev fynboernes topscorer i sidste sæson.
BT skriver, at Randers FC også lurer på den 23-årige angriber, der er vendt tilbage til OB denne vinter efter et lejeophold i Brann i efteråret.
Tipsbladet.dk talte tidligere mandag med Søren Pedersen, der er direktør i Randers FC, og han fastslog, at der ikke kommer til ske det store i Kronjylland denne mandag.
Han lod dog en lille dør være på klem.
- Jeg forventer ikke, at der kommer til at ske noget i dag, med mindre der dukker noget ekstraordinært op. Det er en dag, hvor det kan gå stærkt lige pludselig, men jeg forventer en meget stille og rolig dag, og jeg er meget tilfreds med truppen, lød det fra Søren Pedersen.
Sander Svendsen har scoret 13 mål i 32 Superliga-kampe for OB.