Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC præsenterer underskud: Forventer overskud næste år

Randers præsenterer underskud for det forgangne regnskabsår, men forventer overskud næste år - ikke mindst på grund af salget af Emil Riis.

Randers FC har torsdag præsenteret regnskabet for sæsonen 2019/2020, og her leverede den kronjyske Superliga-klub et millionunderskud.

På klubbens hjemmeside oplyser de, at Randers FC Holding A/S kom ud af sæsonen med et underskud på 4,4 millioner kroner.

Det var forventet, siger bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen, som ikke vil skyde skylden på coronakrisen, der ellers har ramt de forskellige fodboldklubber i løbet af i år.

Læs også:Superligaens bedste: SønderjyskE stryger til tops

- Vi forudsagde, at vi ville få underskud i regnskabsåret, og at størrelsen ville afhænge af placeringen i 3F Superligaen, og hvad vi kunne realisere af transferindtægter. Underskuddet er marginalt større end i 2018/19, og det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med – selv om det faktisk var forventet. Det nemmeste ville være at skyde skylden på Corona-situationen. Det har nok haft en vis indflydelse, men det ville nu ikke have været meget anderledes i en normal situation, siger Svend Lynge Jørgensen ifølge Randers FC's hjemmeside.

Efter en sæson med underskud forventer man dog et overskud for regnskabsåret 2020/2021, og det skyldes ikke mindst salget af angriber Emil Riis til engelske Preston North End.

- En af årsagerne til, at vi forventer et positivt resultat er, at vi i dette regnskabsår får større transferindtægter, end vi havde sidste år. Det sidste er ikke et gæt. Det er et faktum. Jeg kan dog samtidig oplyse, at selv om vi ikke havde solgt Emil Riis, så opererede vi inden det salg med et budget i balance. Man kan dog ikke oversætte den pris, vi fik for Emil til et forventet overskud. Der er mange andre faktorer, der spiller ind, siger Svend Lynge Jørgensen.

Læs også:Superliga-spørgsmål: Perfekt timing for Brøndby IF?

Randers FC har også i knap et år været en af de Superliga-klubber, der har været på udkig efter nye investorer, og det er de ifølge bestyrelsesformanden stadig. Der er dialog med interesserede, selvom intet endnu er på plads.

Derudover er klubben også i gang med at sælge Nordtribunen for at øge spillerbudgettet. 

Randers FC er i øjeblikket nummer otte i Superligaen.

Læs også:Skadespause: AaB-midtbanespiller har brækket hånden

Læs også:Optakt: AC Horsens - FC Nordsjælland

Læs også:Superliga powerranking: Trykket stiger i Odense og København