Randers FC har onsdag præsenteret Alhaji Kamara som ny mand i klubben fra den kommende sæson. Angriberen fra Sierra Leone skifter til kronjyderne på en fri transfer fra Vendsyssel FF, hvor han har gjort en god figur i foråret.
At 25-årige Alhaji Kamara har en sund målnæse, kan der ikke være to meninger om. Det kan der til gengæld, når snakken falder på, om angriberen også har et sundt helbred.
Som tipsbladet.dk også beskrev, da Vendsyssel FF skrev kontrakt med Kamara i midten af februar, har han tidligere i karrieren fået konstateret alvorlige hjerteproblemer. Så alvorlige, at den svenske klub IFK Norrköping valgte at tage ham ud af holdet af frygt for, hvad der ville ske. Situationen er dog kompliceret i den forstand, at andre læger er kommet frem til en helt anden konklusion - nemlig at Kamara slet ikke fejler noget. Det er vigtigt at understrege, at angriberen aldrig selv har følt nogle problemer med helbreddet, og han har de seneste år spillet mange kampe.
Det hæfter man sig også ved i Randers FC.
- Jeg er overhovedet ikke bekymret. Vi undersøgt ham rigtig grundigt, og der har ikke været en finger at sætte overhovedet. Jeg er helt rolig i maven, siger direktør Søren Pedersen til tipsbladet.dk.
Sagen er kort som følger:
I forbindelse med en obligatorisk hjerteundersøgelse forlangt af UEFA forud for IFK Norrköpings europæiske kampe fandt man en medfødt hjertefejl hos angriberen, og det gjorde, at UEFA udelukkede ham fra fodbold på eliteniveau. IFK Norrköping meldte i maj 2016 på klubbens hjemmeside, at man havde foretaget en omfattende udredning af Kamaras hjerte, og konklusionen fra samtlige eksperter var, at angriberen blev frarådet at spille fodbold igen.
Senere i 2016 skiftede Alhaji Kamara så til DC United, hvor han kunne spille trods forbuddet fra UEFA, fordi UEFA's reglement ikke gælder i det amerikanske ligasystem. I USA blev angriberen undersøgt af to af landets ledende hjertelæger, der ikke fandt nogle problemer med Kamaras hjerte. Efterfølgende har han spillet i FC Sheriff, Taawon og altså Vendsyssel FF, hvor konklusionen har været den samme som i USA.
Det overgår IFK Norrköping-læge Peter Rockborns forstand.
- Samtlige eksperter, jeg har snakket med, siger, at man absolut ikke må lade ham spille med det her, da han risikerer at dø. Jeg vil meget gerne høre argumenterne fra USA. Jeg ville knap nok tillade ham at spille fodbold. Den melding, han fik fra flere uafhængige eksperter var, at det her spiller man ikke fodbold med, sagde Rockborn til Sportbladet i maj 2016.
Grundigere lægetjek i Randers FC
Randers-direktør Søren Pedersen fastslår - ligesom man gjorde i Vendsyssel FF - at han ikke havde nogen betænkeligheder ved at hente Alhaji Kamara til klubben.
Han fortæller imidlertid, at angriberen har været igennem et ekstra grundigt lægetjek.
- Jeg kommer ikke til at gå nærmere ind i de undersøgelser, vi har foretaget, men jeg kan sige, at da vi fik kendskab til de her ting, undersøgte vi ham grundigere, end vi ellers gør ved et lægetjek, og der var slet ikke noget til hinder for, at vi ville indgå den her aftale, siger Søren Pedersen.
Har du talt med Kamara om det?
- Ja, vi har talt om det, og han er også helt rolig, lyder det fra Randers-direktøren, der fastslår, at han ikke vil nærmere ind på lægetjekket.
Alhaji Kamara har underskrevet en tre-årig aftale med Randers FC.