Video : Tipsbladet
Superliga

Rafael van der Vaart gør comeback for Esbjerg i Serie 4

Rafael van der Vaart skal torsdag aften tørne ud for Esbjerg fB i Serie 4.

Rafael van der Vaart er måske den største stjerne, der nogensinde har optrådt i Superligaen.

Helt sikkert er det, at hollænderen er den største stjerne, der nogensinde har optrådt i Serie 4.

Det har Rafael van der Vaart ganske vist heller ikke endnu, men det er kun et spørgsmål om timer, før den tidligere Real Madrid-stjerne kan skrive Serie 4 på sit CV, som blandt andet også tæller en VM-finale med Holland.

Når Esbjerg fB's Serie 4 hold i aften møder FC King George på Veldtofte Idrætsparkk, vil det være med Rafael van der Vaart på holdkortet. Hollænderen indstillede sin aktive karriere i starten af året, men nu snører han altså støvlerne igen - dog på et noget andet plan.

- Jeg ser frem til det. Forhåbentlig har jeg da luft til nogle minutter, siger 36-årige Rafael van der Vaart, der stadig bor i Esbjerg, til JydskeVestkysten.

Den hollandske stjerne har naturligvis en agenda med sin optræden for Esbjerg fB i Serie 4. Rafael van der Vaart fortæller til JydskeVestkysten, at der den 13. oktober er arrangeret en testimonialkamp for ham på Volkspark i Hamborg, hvor hans tidligere klub Hamburger SV er vært. Han vil gerne være i bare nogenlunde form til det opgør, og et skridt på vejen er altså at få nogle minutter i Serie 4.

Den nævnte testimonialkamp får deltagelse af stjerner som Robin van Persie, Arjen Robben og Wesley Sneijder.