Racisme og upassende ord: OB-spillere lagt for had efter skade til BIF-back
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Racisme og upassende ord: OB-spillere lagt for had efter skade til BIF-back

Emmanuel Sabbi og Ryan Johnson Laursen har fået en hård medfart, efter de var involveret i den situation, hvor Brøndbys Blas Riveros blev skadet. Nu beder begge klubber deres fans om at holde den gode tone.

Det koster Blas Riveros flere måneders genoptræning, at han forleden stødte sammen med OB's Ryan Johnson Laursen, efter Emmanuel Sabbi havde givet ham et lille puf. Det er dog ikke kun Brøndby-backen, der er kommet fra episoden med en dårlig oplevelse.

De to OB'ere er ifølge klubben blevet udsat for "meget upassende vendinger" på sociale medier. I et enkelt tilfælde har en person ytret sig på en "stærkt racistisk måde" over for Sabbi, skriver OB.

Læs også:Ny Brøndby-back alvorligt skadet: Ude i op til et år

- I OB tager vi stærkt afstand fra disse ytringer. Fodbold er et spil, der kalder på store følelser og passion, men uanset resultater og situationer undervejs i kampene opfordrer vi kraftigt til, at man holder den gode tone og ikke bruger sætninger med racistiske, homofobiske eller diskriminerende udtryk, lyder det fra klubben.

- Vi har været i tæt dialog med Brøndby IF i denne sag, og vi vil gerne takke for godt samarbejde og opbakningen til at holde den gode tone.

Læs også:Uheldig Brøndby-spiller misser møde med Lionel Messi

Også fra Brøndby lyder der en opfordring til at få ilt til hjernen, inden man skriver ukvemsord til Superliga-spillere. Klubben nævner ikke specifikt racisme, men skriver, at Sabbi og Johnson Laursen har modtaget "mange negative kommentarer på sociale medier, og desværre er der enkelte kommentarer, som går over stregen".

- Sammen med OB vil vi derfor gerne opfordre alle til at huske at bevare en ordentlig tone og tænke sig om, før man går til tasterne. Det er nemt at lade sig rive med og være i følelsernes vold, når man bevæger sig rundt på de sociale mediers kommentarspor, men vi har alle et ansvar i at skabe en god debat og en bedre tone på de sociale medier, skriver Brøndby.

Uheldige Blas Riveros spillede sin første Superliga-kamp for Brøndby og scorede endda et fint mål, inden han altså blev skadet. Han forventes først i kamp igen i efteråret 2021.

Læs også:Niels Frederiksen trist over ny Brøndby-backs skæbne

Læs også:Brøndby satte stopper for skidt Superliga-stime

Læs også:Bedst og værst: Lindstrøm gav en opvisning mod OB