Brian Priske om Solbakken-fyring: Vi var alle overraskede
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brian Priske om Solbakken-fyring: Vi var alle overraskede

Ståle Solbakken er fortid i FC København, og det overrasker hans rival og tidligere assistent Brian Priske.

FC Midtjylland og FC København har kæmpet i toppen af Superligaen de sidste seks år, hvor klubberne har vundet tre mesterskaber hver, men det er i den grad nye tider i FC København, der for første gang siden 2014 er uden træner Ståle Solbakken.

FC København fyrede i lørdags nordmanden, og dermed går man i en ny retning i FC København, der er på udkig efter en ny træner. 

På midlertidig basis overtages det sportslige ansvar i klubben af William Kvist og Hjalte Bo Nørregaard, hvor sidstnævnte står for at vælge de 11, der skal spille søndag mod AaB.

Solbakkens tidligere assistent Brian Priske, der er cheftræner i FC Midtjylland, havde ikke set fyringen komme.  

Læs også:Optakt: FC Midtjylland - OB

- Jeg tror, vi alle sammen var overraskede over det, siger han til Tipsbladet.

Priske advarer dog mod at tro, at FC København ikke kommer til at være i spil til mesterskabet.

- De har stadig en flot trup og et godt hold, så jeg er ikke i tvivl om, at FC København nok skal være der til foråret, og at AGF og Brøndby helt sikkert også gerne vil være del af det, siger FC Midtjylland-træneren.

Lige nu føres Superligaen af Brøndby, der har 12 point efter fire kampe foran AGF, og Brian Priske tror altså på, at klubben fra den københavnske Vestegn "er der", når det går løs med mesterskabsspillet i foråret.

Læs også:Nordmand nævnt som Solbakken-afløser: Ingen henvendelse fra FCK

Han forventer naturligvis også, at hans eget hold, FC Midtjylland, er en del af feltet, der spiller med om mesterskabet.

- Vi vil gerne være favoritter til mesterskabet, vi jagter det helt åbenlyst, hvilket ingen vel er i tvivl om. Hvem der er favorit lige nu vil jeg lade andre vurdere. Kampene skal spilles, og for os handler det lige nu om at evne at præstere i to turneringer, siger han med henvisning til Champions League-gruppespillet.

FC Midtjyllands næste opgave er en hjemmekamp i Superligaen lørdag mod OB, inden der i næste uge venter Champions League-kamp mod Atalanta.

Du kan læse meget mere Brian Prisk i fredagens udgave af Tipsbladet, hvor han taler om, hvordan klubben kom i Champions League, og hvordan man vil balancere Champions League og Superligaen.

Læs også:Konservative og Venstre bakker op: Der skal lukkes flere tilskuere ind

Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere

Læs også:Optakt: SønderjyskE - Brøndby IF