Mange AaB-spillere havde en rigtig god aften, da nordjyderne søndag aften besejrede Brøndby med 2-1 i Aalborg. Særligt midtbanespilleren Pedro Ferreira imponerede, og han blev af publikum kåret til kampens spiller, mens det også blev til en plads på ugens hold her på tipsbladet.dk efterfølgende.
Ferreira er inde i en god periode efter skiftet til Danmark fra Portugal, og han kan godt mærke, at det hele spiller. Også uden for banen, hvor indtrykket af Danmark og Aalborg har været glimrende:
- Jeg føler mig godt tilpas i AaB. Både på og uden for banen. Jeg rigtig glad for at være i AaB, og det er vigtigt for mig at være komfortabel i klubben og byen, for det er første gang, jeg bor uden for Portugal, siger Pedro Ferreira til klubbens hjemmeside.
Midtbanemanden kan desuden godt mærke, at han trives i rollen som 6'er på AaB-mandskabet. En rolle der er tilfaldet ham i endnu højere grad efter tilgangen af Oscar Hiljemark på midtbanen:
- Jeg kan godt mærke, at det er en rolle, jeg kender godt, og mod Brøndby I.F. og FC København har jeg ramt mit sædvanlige niveau fra Portugal. Samtidig har det også været holdets to bedste præstationer i denne sæson, så forhåbentlig kan vi fortsætte i det spor, lyder det fra Pedro Ferreira.
AaB's næste opgave i 3F Superligaen er fredag aften ude mod Randers FC.