Portræt: FC Københavns ukendte superstjerne

Bragt i Tipsbladet 1. juni 2018. Genpubliceret på net i anledning af, at Lukas Lerager er tilbage i dansk fodbold hos FC København. 

Mandag eftermiddag kommer Lasse Schöne gående gennem lobbyen på Marienlyst Strandhotel sammen med Christian Eriksen og Viktor Fischer.

- Der er ikke noget til os, er der det? siger han henvendt til DBU's pressechef Jacob Wadland.

Det er en joke.

For det er den første træningsdag for det samlede danske landshold, og inden træningen på Helsingør Stadion er der 45 minutters presseseance på hotellet. Og selvfølgelig er der noget til Schöne og hans to holdkammerater.

Det meste af den danske sportspresse er mødt op for at tale med de stjerner, som det ofte kan være svært at få i tale, når de er gemt væk bag høje mure og hemmelige telefonnumre i udlandet. Det er i de tre kvarter i Helsingør, der er mulighed for at få hele truppens reaktioner på alt fra transferrygter til VM-chancer. Så Jacob Wadlands blok er fyldt med korte interviewaftaler for alle spillerne.

Eriksen ender med at tale om alt fra sit ufødte barn til en middagsaftale med Mauricio Pochettino i København, og de to andre fra Ajax-gruppen har også deres at se til og snakke om. Sådan er det hver gang på lobbyens gedemarked, hvor journalisterne kappes om citater og fem minutter alene med profilerne.

Og så er der de spillere, der får lov til at være i fred. Til så godt som hver seance kan man se den 24-årige Bordeaux-spiller Lukas Lerager gå uforstyrret rundt eller sidde for sig selv i en lænestol. Der er også tid til at småsludre med andre ledige holdkammerater.

Mens Eriksen, Schöne, Bendtner og mange af de andre stjerner altid har en ring af journalister rundt om sig, er Lukas Lerager landsholdets mest anonyme spiller. Han har spillet en stor del af sin karriere i den danske 1. division, han er udlandsprof i den oversete franske liga, og han er endnu ikke startet inde i en landskamp. Mandag tweetede radiokommen- Klubber tator Andreas Kraul, at det på DR Sporten er en stående joke, at Lukas Lerager måske slet ikke eksisterer. Men i Ligue 1 spillede Lerager i den forgangne sæson 37 ud af 38 kampe - alle fra start - og i et år har han været med i alle Åge Hareides landsholdstrupper. Og han har i øvrigt ikke noget imod at være landsholdets ukendte mand.

- Jeg vil nok altid gå lidt under radaren. Jeg har ikke brug for, at folk skal kende mig. Så længe jeg gør det godt for den klub og det land, jeg spiller for. Det er det vigtigste for mig. Om folk så kender mig eller ej, det går jeg ikke så meget op i, siger Lukas Lerager til Tipsbladet i et roligt hjørne af hotelbaren - i øvrigt på en dag hvor også Politiken gerne vil tale med midtbanespilleren.

Men han kunne gå i fred, indtil han dukkede op i landsholdslejren. Lerager har holdt en uges ferie hos svigerfamilien i Solrød og er ikke blevet genkendt en eneste gang. Det sker oftere, hvis han er i Frankrig eller Belgien.

- Jeg kan gå rundt i Nyhavn og på Strøget og passe mig selv, som jeg vil. Det har jeg det fint med.

DE STILLE MEDLEMMER AF KAFFEKLUBBEN
For Lukas Lerager begyndte det hele i AB.

Han voksede op i Buddinge i Gladsaxe Kommune og spillede som barn og ung i den lokale klub.

- Min far tog mig med til fodbold i Brønshøj, da jeg var to-tre år, og AB spillede derovre til en kamp. Siden startede jeg til fodbold i AB som fireårig. Det var dejligt tæt på. Der var ikke så langt for min familie at køre mig, og jeg kunne tage S-toget, da jeg blev ældre. På daværende tidspunkt var AB et rigtigt godt hold, siger Lukas Lerager om klubben, der var fast inventar i Superligaen fra midten af halvfemserne og et lille årti frem og vandt bronze i 1999 og 2000.

Den status havde klubben ikke, da Lerager blev ældre og gammel nok til seniorfodbold.

AB rykkede ned i 2004 og har ikke været i Superligaen siden. Klubben spillede i 1. division, da Lerager fik sin debut i 2011. Det gjorde ham ikke noget.

- Jo mere seriøst det blev, desto tættere kom jeg på førsteholdet. Det vigtigste som ungdomsspiller er at komme i en førsteholdstrup.

At det så lige var i 1. division, gjorde mig ikke noget. Så længe jeg fik spilletid," siger Lerager, der spillede næsten 50 førsteholdskampe, inden han fyldte 20. Han fik debut af Kasper Kurland og spillede også under Henrik Lehm.

- Nu har jeg været træner i 40 år, og jeg har aldrig - som i aldrig - set en boks til boks-spiller løbe så meget som Lukas Lerager. Han er den spiller, som træneren altid sætter først på holdkortet, fordi du ved, hvad du får: Vilje, energi og én der altid ofrer sig for holdet, udtalte Lehm sidste år til Ekstra Bladet.

- Jeg oplever Lukas som meget ydmyg og tilbageholdende uden for banen. Men lige så snart han træder ind over kridtstregerne, bliver mentaliteten en helt anden. Her er det ham, der bestemmer. Han har en fantastisk evne til at binde et hold sammen, sagde Lehm.

I 2013 skiftede Lerager til Viborg, hvor han fik Superliga-debut to uger efter sin 20 års fødselsdag. Han spillede tre sæsoner i klubben, den første og den sidste i den bedste række, og derefter skiftede han til Zulte Waregem i Belgien. Her blev han holdkammerat med Henrik Dalsgaard, der var skiftet til samme klub et halvt år forinden.

- Han tog nogle helt vanvittige skridt i Belgien og røg til Frankrig. Jeg kendte ham som ham, der kom fra AB til Viborg, og uden at forklejne Viborg kæmpede de lidt med tingene. Men man må tage hatten af for den måde, han udviklede sig på i Zulte, siger Henrik Dalsgaard.

- Han gik bare ind og tog taktstokken. Ganske enkelt. Han var så synlig i kampene, og jeg tror næsten ikke, der var en kamp, hvor han ikke løb mest. Jeg kan godt lide folk, der ikke snakker så meget, men bare arbejder. Den type er Lukas. Man ved, hvad man får. Det er benhårdt.

- Han er en meget stille og rolig person. Han har det ikke i munden, han har det i benene. Nogle gange er han undervurderet. Han render alligevel og spiller i Bordeaux. Nogle undervurderer hvor stor en klub, det egentlig er. Han er meget pligtopfyldende og gør sit arbejde. Man ved, hvad man får fra ham. Selv på en dårlig dag er han god. Han er skideirriterende at spille imod, for han bliver ved med at løbe. Han er en maskine, og så har han udviklet sit fodboldhoved meget, siger Dalsgaard, der roser landsholdskammeratens valg af klubber.

- Han har taget nogle små skridt, hvor han er kommet til at spille hver gang. Og når man spiller hver gang i Belgien og i Frankrig, kan man ikke undgå at blive bedre.
Selv om Lerager er en af Dalsgaards gode venner, og Brentford-spilleren har stor respekt for midtbanespillerens evner, er han ikke uenig i, at Lerager er landsholdets ukendte spiller.

- Sådan ser jeg ham også. Men det er nok fordi, jeg også selv er sådan. Vi kan godt holde os i baggrunden. Jeg synes også, jeg er en type, der arbejder hårdt og ikke snakker alt for meget. Vi passer godt sammen. Vi har en lille kaffeklub, han og jeg. Det startede i Belgien sammen med Brian Hamalainen. Efter træning sad vi og fik en lille kop kaffe. Vi ser meget frem til at skulle mødes på landsholdet. Så er der kaffe ud på eftermiddagen, det er der ikke nogen tvivl om, griner Henrik Dalsgaard.

Og mod slutningen af presseseancen ser man Lerager og vennen fra Zulte Waregem side om side i hotelbaren med hver deres kop dampende varm kaffe og smil på læben.

STØVLERNE MED PÅ FERIE
I maj måned sidste år var Lukas Lerager på vej hjem fra Belgien for at holde ferie i Danmark.

Hans første sæson i udlandet var vel overstået med en status som fast mand for Zulte Waregem, som han, Hamalainen og Dalsgaard også vandt pokalfinalen med.

Så ferien var velfortjent, men Lerager havde alligevel taget fodboldstøvler med i ferieoppakningen.

For en sikkerheds skyld. Og ganske rigtigt: Telefonen ringede med gode nyheder.

- Jeg fik opringningen fra Åge om, at jeg var udtaget mod Tyskland og Kasakhstan. Da jeg kunne høre, at det var en norsk stemme, kunne jeg godt lægge to og to sammen. t t Det er kæmpestort. Det er nationalfølelse, og det er det største, man kan opleve som fodboldspiller. Åge er stille og rolig at snakke med, så det var et dejligt opkald, siger Lukas Lerager.

Indskydelsen om at pakke de hvide og lyserøde Nike-støvler fik den daværende Zulte Waregem-spiller, fordi han via pressen havde hørt et par pip om, at han var kandidat til at blive udtaget til landsholdet efter den succesfulde debutsæson i Belgien. Men han troede også på muligheden.

- Jeg tror, alle fodboldspillere drømmer om at blive professionelle. Efter det er målet at få landsholdsdebut. Da det gik godt i Belgien, håbede jeg selvfølgelig, men jeg fokuserede ikke på det. Når man når til et vist punkt, har man tanken og troen på, at man kan komme på landsholdet, siger Lerager.

- Jeg synes, jeg er blevet klogere i mit spil. Jeg ved hvilke beslutninger, jeg skal tage. Jeg er blevet mere rolig og bedre på bolden. I Viborg var vi et defensivt hold, og det blev vi nødt til at leve på. I Belgien havde vi bolden i rigtigt mange kampe, og det år hjalp mig rigtigt meget.

Som Zulte Waregem-spiller var han offensiv og lavede på én sæson lige så mange mål, som han havde gjort i alle sine ligakampe for AB og Viborg hjemme i Danmark. I Frankrig er han stadig central midtbanespiller, men har fået en mere defensiv rolle. Og det har udviklet ham yderligere.

- Jeg synes, jeg læser spillet godt. Jeg synes, jeg er god i mit presspil. Jeg er god til at holde styr på mine holdkammerater, især i Bordeaux. Der har jeg en stor rolle. Jeg skal spille i højre side, fordi vores højre back og højre kant er meget offensiv. Under begge trænere (Jocelyn Gourvennec blev i januar erstattet af Gustavo Poyet, red.) har jeg fået at vide, at jeg skal være meget disciplineret. Selvfølgelig har jeg også haft frihed, men jeg har skullet holde igen, fordi de er så offensive.

Via sin udvikling har Lukas Lerager taget turen hele vejen fra AB lige over nedrykningspladserne i den danske 1. division til Ligue 1 og det danske landshold.

- Jeg er stolt over det. Jeg har taget den helt fra bunden og så... ikke til toppen endnu, men jeg er godt på vej. Jeg er kommet fra ingenting og har udviklet mig i løbet af karrieren. Det er det samme med landsholdet. Når man når et vist punkt, begynder landstræneren at kigge. Og ja... det er jeg bare pissestolt af.

MED FOR AT SPILLE
Mod Tyskland i Brøndby sidste år fik Lerager sin debut. Det blev til 25 minutter på banen i stedet for Christian Eriksen. I jubelsejren over Polen kom han på banen de sidste otte minutter, da Nicolai Jørgensen gik ud. Og da landsholdet i marts igen spillede en venskabskamp i Brøndby, blev det igen til små 25 minutter på midtbanen over for Panamas VMdeltagere.

En lille times fodbold på 12 måneder og i de 10 landskampe, han har været udtaget til.

- Alle fodboldspillere vil gerne spille, når de møder ind. For mit vedkommende tænker jeg bare på hver træning. Jeg skal prøve at bidrage med det, jeg kan, og vise mig frem der. Når jeg har gjort det, kan jeg ikke gøre mere. Når vi kommer til kampene, må jeg bidrage med en positiv stemning og håbe, jeg kommer ind. Der er ikke så meget andet at gøre end at være positiv og bidrage til, at vi får en god kamp, siger midtbanespilleren om den begrænsede spilletid.

Men han har været med til hver eneste landskamp siden sin første udtagelse, og landstrænerteamet er tilfreds med det, han kommer med.

- Det er svært at give folk chancen i landsholdsfodbold. Der er bare ikke så mange kampe at tage af. Han er kommet tættere og tættere på i den udvikling, han har taget gennem det sidste stykke tid, så jeg synes, det er helt naturligt, at han er en del af det her landshold, når han præsterer, som han gør, siger assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson.

- Han er en spiller, der har udviklet sig superhurtigt, efter han kom til Belgien og til fransk fodbold. Han spiller i en god liga til daglig og har en fin rolle på midtbanen - nogle gange som 8' er, nogle gange som 6' er. Han har prøvet lidt af hvert, og han har været med et stykke tid uden at få så mange minutter, men han har langsomt lært det hele bedre at kende, og han er blevet mere vant til tingene. Jeg synes, hans præstationer er blevet meget bedre over tid.

- I Belgien var han en boks-til-bold-spiller, der kom meget i feltet. Det er han mindre i Frankrig, synes jeg, men han kan lidt af hvert, og han træner altid fremragende. Han er en ambitiøs mand, der alligevel holder sig lidt tilbage.

- Han er en klog spiller. Han er dygtig til at spille på den måde, vi gerne vil spille på midt på banen. Han har en stor arbejdsradius - det kan vi godt lide! - og han er dygtig til at genpresse. Der skal laves noget, der skal fart over feltet. Det at vælge positioner, det at kunne aflevere bolden fremad, det er supergodt, siger assistenten, der ser ham som kandidat til 6' er og 8' er i landsholdets 4-3-3.

Det er også de to pladser, Lerager selv har udset sig.

- Skal jeg spille 8'eren, kan jeg bruge min energi. Men jeg kan også spille 6' er. Som 6'er skal man være meget mere organiseret og holde igen. Det er ham, der har spillet foran sig. Man har en connection med de to foran og de to bagved. Det er en meget vigtig og meget central rolle.

Bordeaux-spilleren fulgte som alle andre med, da der søndag blev sorteret spillere fra bruttotruppen, men han bekymrede sig ikke om det. Hans ræsonnement var, at han havde gjort sit arbejde i Frankrig og på landsholdets træningssamlinger, og at han ikke var herre over resten - det var Hareides valg. Men han vil med til VM, og han har allerede nu ambitioner om at komme til at spille mere.

- Ellers er der ingen grund til at være her. På et tidspunkt vil jeg også gerne bidrage og få en startplads. Jeg læner mig ikke bare tilbage og er glad for at være med. Jeg vil også gerne presse de andre, siger Lukas Lerager.

Og så giver han hånd og siger "tak for et godt interview." Han laver jo ikke så mange af dem som holdkammeraterne.