Portræt: Lukas Podolski og fortiden i Polen

Lørdag aften spiller Tyskland mod Polen i Warzawa. Det er en vigtig kamp i EM-kvalifikationen, men for Tysklands profil Lukas Pololski er det også et følelsesladet gensyn med hans andet hjemland. 

Under EM i 2012 besøgte Tipsbladet Lukas Podolskis hjemby og kiggede på tyskerens polske fortid. Nu bringer vi artiklen i sin helhed igen. 

BRAGT I TIPSBLADET I JUNI 2012

Året er 1987. Polen er endnu under kommunismens greb og gemt væk under jerntæppet.

I byen Gliwice i det sydvestligste Polen er en familie med mor, far og to børn, en dreng og en pige, ved at pakke bilen i ly af mørket. De skal hen og besøge en tante i Tyskland. Det har børnene i al fald fået at vide. Kun moderens allerbedste veninde ved, hvad der egentlig skal ske. Ikke engang den nærmeste familie har fået noget at vide. Da de kører afsted i natten, er det kun forældrene og veninden, der ved, at turen ikke er en ferie. Kun de ved, at de aldrig vender tilbage.

Da familien når den østtyske grænse, er de bekymret for, om de bliver lukket ind i Østtyskland. De har pakket tilstrækkeligt til, at det ligner, de skal på ferie. Og de passerer problemfrit. Det er starten på et nyt liv i et nyt land. Hurtigt får de etableret sig i Bergheim nær Køln i Vesttyskland, hvor de får et sted at bo, og hvor faderen får arbejde.

Den to-årige dreng på bagsædet af den hvide Fiat, der flygtede i mørket, er den kommende Arsenal-spiller Lukas Podolski. Og den tyske landsholdsspillers historie om, hvordan forældrene Waldemar og Krystyna Podolski startede et nyt liv i Vesttyskland, er lig millioner af andre polakker, der emigrerede fra Polen til Vesttyskland under kommunismen. De pakkede bilen, så det lignede, de skulle på ferie for at komme ind i Østtyskland, hvor de kunne gøre krav på tysk statsborgerskab og siden hen starte et nyt liv i Vesttyskland, der betalte østtyskerne for at få immigranterne hjem. Blandt andet fra regionen Silesia ( Slask på polsk), hvor Podolski-familiens hjemby Gliwice ligger.

Silesia har historisk set været under både det polske, tyske, østrig-ungarske samt russiske flag. Det skal ses i lyset af, at i over 100 år eksisterede Polen ikke som nation på landkortet før 1918, da 1. Verdenskrig sluttede.

Op til krigens afslutning havde det meste af Silesia været tysk, og den øvre del af regionen var det stadig.

Det førte til oprør fra det polske mindretal fra 1919 til 1921, hvilket i sidste ende betød, at endnu mere af den øvre del af regionen blev polsk. Det gav et tysk mindretal i Polen og et polsk mindretal i Tyskland.

Efter 2. Verdenskrig i 1945 blev de dele af øvre Silesia, der i forvejen ikke var polsk, tildelt til den polske republik. Heriblandt tyske Gleiwitz, der nu blev til polske Gliwice. Det meste af det tyske mindretal blev forvist til Tyskland, mens andre fik lov at blive, da de kunne tale det polske sprog tilstrækkeligt.

“Det var en meget kompliceret etnisk situation i dette område. Der var en del, der opfattede sig som polakker, nogle som tyskere og så var der nogle, der opfattede sig selv som “Slazacy” -altså silesianere. De talte en speciel dialekt, der var lidt påvirket af tysk, men dog på polsk baggrund. Og dette ledte til en del komplicerede forhold.En del af silesianere blev en del af den tyske hær under 2. Verdenskrig. Nogle tvunget ved vold, andre frivilligt. Men flest med vold.”

“Der findes en stor mosaik af nationaliteter der, så man kan ikke sige, at den ene er mere polsk, end den anden er,” siger Krzysztof Stala, lektor i polsk ved Københavns Universitet. I 1980′ erne blev Polen ramt af en krise, der resulterede i stor arbejdsløshed. Udsigten til en håbløs fremtid fik mange polakker til at søge væk fra Polen og specielt til Vesttyskland. Fra 1950 og frem til 2005 modtog Tyskland halvanden million nye indbyggere fra Polen. Immigranterne havde muligheden for at udnytte, at deres bedsteforældre var tyskere, hvilket gav dem ret til at påkalde sig tysk statsborgerskab.

Og det var også dette, der fik Lukas Podolskis forældre til at tage turen.

“Man fik bedre betalte jobs i Vesttyskland. Der var eksempelvis mangel på ingeniører. Så man flyttede i håbet om noget bedre, et bedre liv. En del kan også have været tyskere, som følte sig tyske. Det betyder ikke, at de gjorde det, fordi de valgte den tyske identitet. Jeg har mange bekendte, der emigrerede på grund af økonomi. Jeg gjorde det selv, og det var for det meste af økonomiske årsager,” siger Krzysztof Stala.

Grunden til, at familien Podolski, som så mange andre familier, flyttede i ly af mørket, er, at man ikke ville vise naboerne, at man var på vej væk. Det fortæller Jan Opielka, der er tysk-polsk journalist, og som deler baggrundshistorie med Podolski, da han selv flyttede til Tyskland som 11-årig. Han har skrevet om både Podolski og Miroslav Kloses polsk-tyske baggrund.

“Man blev betragtet lidt som en landsforræder. Folk mente, at man skulle blive i Polen og kæmpe for at få landet på rette fode igen. Derfor ville man ikke vise, at man var på vej ud af landet ved at rejse og pakke om dagen,” siger Opielka.

Det bekræfter også Krzysztof Stala, der dog også fortæller, at det var på sit højeste frem til slutningen af 1980′ erne, hvor det ikke var et sjældent syn, at det polske folk tog chancen i udlandet.

“Flere millioner emigrerede til andre lande. Det blev normalt, fordi der varen masseudvandring. Alle kendte nogle, der havde emigreret,” fortæller han.

Landsforræder er Lukas Podolski aldrig blevet kaldt, hvilket man så senest, da han under sin fødselsdag i den tyske EM-lejr blev fejret med fødselsdagssang fra 8000 polakker i Gdansk.

“Han har en stor ydmyghed i sig”
Togturen fra Krakow til Gliwice er kun 104 kilometer lang, men alligevel varer den næsten tre timer, hvis man er uheldig at ramme regionaltoget. På strækningen er det små landsbyer med nedslidte stationer, forladte og forfaldne landejendomme og fabrikker, der passeres. Den eneste fornemmelse af det Europamesterskab, som landet huser, er de mange polske flag. På biler, huse og tage. Selve byen Gliwice er en sammenlægning af flere forskellige forstæder, der spreder sig udover et stort areal.

En af de forstæder kommer Podolski fra. Forstaden Sosnica er en meget fattig del af byen, og det ses, når man forlader centrum og stille og roligt bevæger sig ud af byen. Husene forfalder for hvert skridt, og grafittien på væggene bliver mere og mere markant, når man nærmere sig bydelen med de små 20.000 indbyggere. Lige ved motorvejen, lige ved det lokale varmeværk. Det var her, Lukas Podolski boede i sine to første leveår, og det var her, at han besøgte og stadig besøger sin familie.

Denne mandag formiddag er der meget stille i kvarteret. Et par håndværkere arbejder på et hus, mens andre handler ind i det lokale supermarked.

Angiveligt ved de fleste i bydelen, hvor Podolskis mormor bor.

Til hver slutrunde, hvor Podolski deltager, er mormoren Zofia Budzinskas hoveddør et tilløbsstykke for polske journalister, der håber på at få en kommentar om hendes barnebarn. Men oftest må de gå forgæves. Med sine næsten 90 år holder hun sig for sig selv og undgår medierne.

En ung dreng peger på en grå, nedslidt bygning, da Tipsbladet spørger om vej. ” Hun bor i stuen,” siger han.

Tipsbladet ringer på døren, men der er intet svar.

Efter et par forsøg mere, åbner en ældre herre, der præsenterer sig som Andrzej, vinduet på førstesalen.

“Hun gider ikke nok i dag. Du er ikke den første, der har været her den seneste uge,” siger han.

Det var i denne bygning, hvor mormoren bor, at familien kom til for første gang i 1990 efter udrejsen i 1987. Lukas Podolski var fyldt fem år og var lige begyndt at tale tysk. I årene, der kom, var familien på besøg hver sommer for at bo hos Podolskis mormor. Og siden hen har Podolski holdt det ved lige siden da.

“Han har ikke været her i år, men han har også haft travlt med EM og klubholdet,” siger naboen Andrzej, der beskriver Podolski som en “stille, rolig og høflig, ung mand.”

Efter fodboldkarrieren har taget fart, er der blevet længere mellem besøgene, men han husker stadig at holde kontakt med sin mormor, og når han endelig er i byen, så er han ikke bleg for at spille fodbold med de unge drenge fra nabolaget på den langhårede bane ved siden af supermarkedet. Der er ingen stjernenykker hos den tyske landsholdsspiller, og det mener en af hans tætte venner, kommer fra hans baggrund, hvilket også er grunden til, at han er nået dertil, hvor han er i dag.

“Lukas er vokset op i en familie, der arbejdede i minerne, og som boede under meget beskedne forhold. Forældrene har altid gentaget overfor ham, at det vigtigste er arbejde og at have respekt for andre. Han har en stor ydmyghed i sig.”

“Sådan er han blevet opdraget,” siger Krzysztof Maj, administrerende direktør i den lokale fodboldklub Gornik Zabrze, som til dagligt spiller i den bedste polske række.

Podolski er stor fan af klubben fra barnsben af, da bydelen Sosnica i Gliwice historisk set holder med klubben, selv om Piast Gliwice, der også spiller i den bedste polske række, er tættere på. Podolskis sympati for klubben er grunden til deres venskab.

“Han har altid behandlet sine polske fans godt. Han har altid tid til dem, og når han kommer til Zabrze i ny og næ for at se en kamp, så står han gerne i timevis for at skrive autografer og få taget billeder. Han føler sig ikke som en stor stjerne, og han opfører sig ikke som en stor fodboldspiller. Ydmyghed og respekt for andre mennesker er, hvad han har fået med hjemmefra. Han er en rigtig “Slazak” ( Silesianer, red.),” fortæller Maj videre.

Men det er ikke kun ydmyghed, han har fået med hjemmefra. Både far Waldemar og mor Krystyna har en fortid som sportsudøvere på allerhøjeste niveau. Far Podolski vandt i 1980 det polske mesterskab med fodboldholdet TS Szombierki Bytom, mens mor Podolski var på det polske landshold i håndbold.

Fodboldkarrieren startede i Bergheim, inden han kom til Køln, blev kæmpestor og senere hen fejlede i Bayern. Nu skal han spille i Arsenal efter en fornem sæson for ham rent personligt med 18 Bundesliga-mål.

Hos fodboldklubben Gornik Zabrze håber Krzysztof Maj, at han kan lokke Lukas Podolski til at slutte karrieren i den polske klub.

“Lukas har lovet mig, at han slutter karrieren hos os. Han kommer altid på besøg, når han er på familievisit, og han har lovet at kigge forbi umiddelbart efter EM,” siger han.

Klubbens talsmand, Jerzy Mucha, håber på, at man kan få Podolski at se i aktion på stadion allerede næste år.

“Der afslutter vi nemlig ombygningen af vores stadion, så der er plads til 30.000. Vi håber og drømmer om, at Lukas og Arsenal vil kigge forbi til en kamp mod os,” lyder det fra Mucha.

Tysk eller polsk?
Cirka 60 kilometer fra Gliwice ligger byen Opole. Her boede Podolskis landsholdskollega Miroslav Klose indtil sit ottende leveår, inden forældrene flyttede til Tyskland efter samme model som Podolskis.

Men der er en forskel mellem de to. Fra starten har Podolski omfavnet sine polske rødder og været stolt over det. Han har nægtet at juble, når han har scoret mod Polen, og han synger ikke med på den tyske nationalsang.

Da Klose udtalte sig første gang om sine polske rødder, var han meget bevidst om at understrege, at han var tysk og spillede for Tyskland, mens Podolski netop har gjort det stik modsatte.

“Jeg har altid ønsket at spille i Polen, fordi jeg jo er en polak, der bare spiller for Tyskland,” sagde han i efteråret forud for en venskabskamp mod Polen.

Mens Podolski er stolt over både sin tyske og polske identitet, så har Klose været det modsatte. Efterhånden er han mildnet omkring det, men han har eksempelvis ikke kontakt med sin polske del af familien, som Podolski har.

“Der var nogle polakker, der tog til Tyskland for at blive tyskere. De cuttede alle bånd til Polen, om det så handlede om familien eller selve sproget. De ville vise Tyskland, at de var tyskere, hvilket også skal ses som at man gerne ville undgå at være ofre for fordomme om den polske stereotyp, der stjæler,” fortæller journalist Jan Opielka.

Men hvorfor spiller Podolski så på det tyske landshold, hvis han føler sig polsk? Selv har han udtalt, at det polske fodboldforbund først viste interesse for ham, da han kom på det tyske U/ 21-landshold, og da havde han truffet sit valg.

“Man ændrer ikke identitet over nat. Jeg ved, det er svært for danskerne at forstå, at man kan have dobbeltidentitet. At man kan føle sig lige hjemme i Polen som i Tyskland. Det er helt normalt, at man spiller på det tyske landshold, men stadig besøger sin bedstemor i Polen og går op i sine rødder. Det kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved,” siger Stala, lektor i polsk.

Mens Tipsbladet hilser farvel til naboen Andrzej, kigger en ældre kvinde ud bag gardinet for at se, om den nysgerrige journalist er gået. Da hun spotter, at han stadig er der, gemmer hun sig på ny. Mon ikke døren bliver åbnet, når barnebarnet Lukas Podolski kigger forbi efter EM-slutrunden.