Bashkim Kadrii var en af de store helte for FC København onsdag aften, da han med en scoring til 2-0 var med til at sikre klubben avancement i Champions League. Det var kulminationen på en lang rejse for Kadrii, der via OB er kommet til FC København efter en opvækst på Nørrebro, hvor livet ikke altid var let.
Det fortalte han om i et stort interview med Tipsbladet i sommeren 2012. I dagens anledning bringer vi her artiklen igen.
BRAGT I TIPSBLADET 13. JUNI 2012
Bannerføreren fra Blågårds Plads
Man kan ikke få ham til det. At snakke dårligt om sit barndomskvarter ved Blågårds Plads på Nørrebro. Også selv om andre har gjort det. Men hvorfor skulle han også det, OB’s Bashkim Kadrii? Han er nemlig glad for at komme fra den bydel i København, som oftest bliver forbundet med bandekrig og hashhandel, men som for Bashkim bærer kære barndomsminder med fodboldkampe under en varm aftensol i gården bag Baggesensgade og børnelege som politi og røvere.
”Det er et fantastisk sted. Det er et specielt sted, hvor der er et godt sammenhold. Der er stor loyalitet mellem folk,” siger han til Tipsbladet i sit første store interview siden skiftet til OB for nu to år siden.
I løbet af de to år har Bashkim Kadrii spillet Europa League og fået sin landsholdsdebut. Han har kæmpet for at undgå nedrykning og menneskeligt har han vokset sig fra en sky teenager til en ung mand, som er klar til at sætte ord på, hvordan han nåede hertil. De tidlige år i kvarteret omkring Blågårds Plads. Om problemerne. Men også om stoltheden over at være et produkt af området.
Det betyder ikke, at Bashkim bifalder den kriminalitet, der måtte foregå der, men han har ikke i sinde at kaste endnu mere verbalt mudder efter et kvarter, som har været med at skabe ham, og som han i dag fortsat bor i, selv om han tjener penge nok til med lethed at fjerne sig selv og sin familie fra området.
”Jeg ser det, som det er dine egne valg, lige meget hvor du kommer fra. Om du vælger at gå i skole, spille fodbold eller være kriminel,” siger Bashkim Kadrii men anerkender, at der indimellem, da han var yngre, godt kunne være et pres om at deltage i ting, som for eksempel slåskampe.
”Selvfølgelig har der været ting, jeg har sagt nej til. Slåskampe og sådan nogle ting. Man er jo mange mennesker samlet et sted, og når man er lille, går man jo rundt med alle. Det var jo ikke kun mig, som gik væk fra tingene. Og nu hvor jeg er blevet ældre, så passer mine interesser bedre sammen med dem, jeg går sammen med nu. Mine venner laver de ting, jeg godt kan lide. Men der var da et pres dengang.”
Selv om Bashkim Kadrii helst undgår sammenligninger med Zlatan Ibrahimovic, så fremhæver han Zlatans måde at beskrive sit barndomskvarter, Rosengård, i sin bog, der for nyligt blev udgivet. Her fortæller Zlatan frit som sin egen opvækst uden at stille sig til dommer over for de andre personer i området, som af en eller anden grund ikke holdt sig inden for lovens rammer.
Det er ikke en misforstået omerta, men mere en respekt for fællesskabet blandt folk i området omkring Blågårds Plads.
Han forholder sig dog ikke blåøjet til de problemer, som er i området. For eksempel siger han, at der blandt de unge er en mistro til dele af politiet. Noget vi kommer ind på senere.
I ungdomsårene var konflikterne ofte af en mere uskyldig karakter.
”Det var områderne mod hinanden. De andre fritidsklubber var ens rivaler og til de der fodboldturneringer, man havde mellem fritidsklubberne, var vi tit oppe og slås. Det var bare plat, og det var små ting.”
Det var netop i fritidsklubben på Wesselsgade og på gaderne omkring Blågårds Plads, at Bashkim Kadrii lagde fundamentet til sit fodboldspil. For det var ikke før, han var omkring 11-12 år, at han rent tilfældigt begyndte at spille i B93.
”Der var ikke mange (fra mit område) som startede i klub dengang. Da jeg var yngre, var der ingen af mine venner, som spillede i en klub. Måske fik man ikke den støtte, man havde brug for.”
”To af mine venner og jeg startede så helt tilfældigt. Vi var ude og køre en tur med ungdomsklubbens bus og tilfældigvis kørte vi forbi B93, og så spurgte pædagogen, om vi havde lyst til at starte der. Sådan kom jeg til B93. Det var ikke noget, vi havde planlagt.”
Hjemme i barndomshjemmet blev Bashkims far Benny hurtigt optaget af sin søns fodboldspil, og Bashkim husker, at der ikke skulle gå mere end et halvt år, fra han var startet ude i B93, før hans far kørte ham til alle kampe og alle træningspas og blev der for at overvære sin søn spille.
”Siden da har han været med 99 procent af gangene,” siger Bashkim.
”Jeg har været der 24 timer,” fortæller Benny Kadrii på en telefon fra sin familieferie i Makedonien.
”Jeg har været til 15-20 rejser rundt omkring. Portugal, Holland. Ungdomslandsholdet, eller landsholdet så har jeg altid været der med ham. Hvis han har været ked af det efter træning eller kamp, så har jeg sagt til ham, at det nok skal gå.”
”Det har hjulpet mig meget, føler jeg,” siger Bashkim.
”Der kunne godt være øjeblikke, hvor jeg har haft brug for lidt plads, for når ens forældre er omkring en, så er man jo ikke altid helt sig selv. Men det har aldrig været nogen belastning. Jeg har brug for ham. Især når det går dårligt.”
Da Bashkim var på tale til Borussia Dortmund, et halvt år inden han skiftede til OB, var det også planen, at forældrene skulle flytte med ham til Tyskland, hvis et skifte blev en realitet.
Det skete som bekendt ikke, og selv om Bashkim i stedet et halvt år senere, kun flyttede til Fyn, så flyttede forældrene alligevel med.
”Jeg kan jo godt se det på andre spillere. Mange af dem bor allerede hjemmefra, men i min kultur bor man ofte længere tid med familien, indtil man bliver gift. Ikke fordi det er det, som kommer til at ske. Men det haster ikke at flytte hjemmefra,” fortæller Kadrii, der den 9. juli fyldte 21 år.
Med en mor, som klarer alt det praktiske i hjemmet, har Bashkim måske ikke endnu den nødvendige erfaring i at klare husholdningen. Han fortæller, at en gang, da han havde været alene hjemme i en længere periode og opvasken havde hobet sig op til en grad, hvor det var uoverskueligt for ham at klare den selv, så smed han simpelthen det beskidte bestik og tallerkener ud for at derefter at gå ud og købe et helt nyt – og ikke mindst rent – sæt.
”Min mor slår mig ihjel, hvis hun læser det her,” siger han og griner.
----
Vi er på vej fra Odense i Bashkims bil på vej til hans hjem på Nørrebro. En tur OB’eren tager flere gange om ugen.
Han har i lang tid ikke ville give et længere interview, for han sammenligner omgangen med pressen som at fremlægge ting oppe ved tavlen foran hele klassen, dengang han gik i skole. Og når diktafonen er tændt, så gestikulerer han meget mere end normalt, lige som han også rykker sig oftere i sædet, end hvis snakken er uformel.
”Han var ikke glad for skolen, han var mest glad for fodbold,” fortæller Bashkims far.
”Det var virkelig ikke mig,” siger Bashkim selv om det at gå i skole.
”Kun idræt ligesom alle andre fodboldspillere. Jeg gjorde det kun, fordi jeg skulle gøre det. Lærerne sagde jo, jeg skulle tage det seriøst.”
”Jeg havde en matematiklærer, der forstod mig lidt. Han kunne godt se, at fodbold var vigtig for mig, så han gav mig lidt frirum. Men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid lavede mine lektier.”
”Mine venner spørger mig, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg ikke var blevet fodboldspiller, og jeg ved det virkelig ikke. Det er svært at sige. På en måde kan man godt sige, at fodbold er blevet min redning. Hvis jeg havde gået i skole ved siden af, så havde jeg haft en anden ting. Hvis jeg bliver skadet nu og aldrig kan spille mere, så har jeg intet. Ingen uddannelse eller noget som helst.”
Selv om fagligheden måske ikke er i top hos Bashkim, så er det andre dyder, som han regner med skal drive ham frem i verden.
For selv om han allerede i en alder af 19 år blev solgt til OB, så fortæller han, at det ikke altid lige lå i kortene, at han skulle kunne leve af at spille fodbold. Men paradoksalt nok fortæller Bashkim, at hans mangel på det helt åbenlyse talent blev det, som har fået ham meget længere end de spillere, der i de tidlige ungdomsår skinnede stærkere end ham.
”Jeg var den som var bagest af dem, jeg spillede med. Både i B93 og i gården hvor jeg voksede op. Det er nok det, der har gjort, at jeg er nået en tand længere end dem. Fordi jeg altid har haft noget at arbejde med. Det var først som junior, at jeg blev en profil. Jeg har altid arbejdet med tingene. Hvis man altid er den bedste, så kan det være, at man ikke helt arbejder med tingene og tager den ekstra træning, der skal til. Måske vil de det ikke lige så meget og arbejde med tingene lige så hårdt. Det er små ting, der gør det, som så alligevel er store i sidste ende.”
Benny Kadrii supplerer:
”Der var en gang minus 15 grader om morgenen, men han sagde aldrig nej. Selv hvis der var en halv meter sne. Han faldt ikke fra, da han fyldte 17-18 år. Bashkim var anderledes. Han ville have, at der hundrede procent skulle ske noget med fodbolden.”
Jeg spørger Benny, hvor meget af det var hans personlige projekt?
”Du kan jo køre ham til træning og til kamp, men jeg kan jo ikke spille kampene for ham. Hvis han ikke vil spille, når han er på banen, så kan du jo ikke gøre noget.”
”Disciplinen kommer nok hjemmefra,” fortæller Bashkim.
”Han (faren) sagde altid, ”kom så, nu skal vi til træning.” De dage hvor jeg ikke har gidet, så har han været der, og så har man sagt fuck det, så gør jeg det. Der har han betydet rigtig meget, og så er det jo bare blevet en vane.”
Det er ikke kun i forbindelse med fodbolden, at det lader til, at den vej, som Benny Kadrii har forsøgt at guide sin søn ned ad har vist sig succesfuld.
”Det er ikke et så dårligt kvarter (Blågårds Plads), som folk gør det til. Men jeg har sagt til ham, at hvis han vil spille fodbold, så skal du være anderledes end de andre. Hvis du laver en lille fejl, så bliver den gjort stor. Han vidste godt, at der skulle være nogle grænser, hvis han skulle blive til noget inden for fodbold. Han skulle ikke være i byen til klokken et om natten, da han var 17-18 år.”
”Min far var god til at give mig plads,” fortæller Bashkim.
”Han fortalte mig, at jeg skulle komme tidligt hjem og ikke tage ud, når jeg skulle spille dagen efter. Men han har ikke været belærende og valgene har været mine egne.”
Det var i juniortiden under Thomas Petersen, at Bashkim for alvor rykkede sig. Han blev gjort til kaptajn og lærte at kanalisere sin energi på en mere hensigtsmæssig facon, end han var vant til.
”Det har været vigtigt for mig, hvor jeg er ttnu. Jeg blev anfører, og jeg tog meget ansvar på mig. Da jeg fik ham, følte jeg, at jeg godt kunne drive det til noget.”
”Dengang gav jeg meget dommeren skylden. Og det var hver gang. Men da jeg fik ham, så lagde jeg de ting fra mig. Jeg skulle kigge indad i stedet for at kritisere andre.”
Benny Kadrii forklarer også, at det med at give andre skylden for dine problemer i fodbold såvel som livet var bandlyst.
”Jeg har sagt til ham, at hvis du ikke spiller godt, så er det ikke dommerens skyld eller trænerens skyld. Det er din skyld. Der er mange som skyder skylden på andre. Det er din skyld, fordi du ikke er klar til at spille fodbold. Det er ens eget ansvar. Det har jeg sagt hundrede gange.”
----
Der har dog været konflikter uden for fodboldbanen, hvor Bashkim har følt, at skyld ikke var noget, man gjorde sig ”fortjent” til, men som blev pålagt én, uden man havde gjort noget.
”Jeg har haft nogle dårlige oplevelser med politiet. De er lidt for meget nogen gange. Det er selvfølgelig ikke alle, men de kan godt være provokerende. De vil selv skabe en konflikt, føler jeg.”
”Der er nogle gange, hvor man bare bliver stoppet på gaden og visiteret, og hvor de har en aggressiv tone. De kunne godt komme på en mere venlig måde. Vi har jo ikke gjort noget. Hvis de snakker venligt til os, så snakker vi venligt til dem.”
”Sidst, der holdt jeg ind til siden og ventede på en af mine venner på Nørrebro. Så i stedet for at sige, at jeg skulle rykke mig, så stak han (politibetjenten) mig bare en bøde. Jeg holdt der i ti sekunder. Selvfølgelig skal jeg ikke holde ulovligt, men han behøver jo ikke gøre det på den måde.”
Når OB’eren indimellem har bevæget sig ud i det københavnske natteliv, har han og hans venner gennem årene oplevet flere diskriminerende situationer.
”Nu skal det ikke lyde som om, at jeg går i byen hver weekend, for det gør jeg ikke. Men når du i byen i København som indvandrer, så bliver du forskelsbehandlet. Selv nu hvor jeg er blevet mere kendt, så bliver mine venner stadig afvist. De er jo ikke kriminelle eller noget. Og selv hvis de var, så afviser man ikke folk på grund af deres udseende. Det er der rigtig meget af. Det er helt voldsomt. De gange jeg har været i byen, er jeg ofte blevet afvist.
”Jeg kom en gang gående ovre fra den anden side af gaden sammen med min ven. Vi havde ikke engang krydset vejen endnu, så kommer han (dørmanden) over til os og siger, ”det bliver ikke i dag drenge. I har en hård attitude, så I kan ikke komme ind.” Så ligner man bare en idiot.
”Det er blevet en vane nu. Så går man hjem eller finder et andet sted. Når jeg siger det til dem fra mit hold, at det er umuligt for mig og tre af mine venner hjemmefra bare at tage i byen normalt, så kan de ikke forstå det. De tror jeg laver sjov. Det sker jo ikke for dem.”
----
Når man går rundt i området omkring Blågårds Plads er det svært at forestille sig, at en bandekrig skulle have sit epicenter her. Det ligner intet a la de betonbyggerier, man ellers associerer med indvandrerghettoer.
Lejlighederne - dem med udsigt til søerne - er nogle af de mest efterspurgte i København. På de små hyggelige cafeer op ad Blågårdsgade, som fører op til Blågårds Plads, sidder der primært etniske danskere den her dag. En mor med sit lille barn. To veninder.
”På en varm sommerdag er det fantastisk her,” siger Bashkim og slår armene ud under sommerregnens svage dråber.
”Folk som kun hører om det her sted i medierne, tror jeg ikke, ved, det ser sådan her ud.”
Vi går ned ad Baggesensgade og finder nummer 12, hvor Bashkim levede sine første 16 år. Her delte han værelse med sin storebror og lillesøster. Sådan var betingelserne dengang i en lille treværelses lejlighed for Bashkim og hans familie.
Senere flyttede familien i en større lejlighed i området, som de stadig bor i i dag samtidig med lejligheden i Odense.
I gården bag Baggesensvej nummer tolv viser Bashkim mig en indhegnet bane, hvor han dag ud og dag ind spillede fodbold med de andre drenge, som boede i lejlighederne, som omringer gården.
En gang var der nogen som brændte noget af i gården, men Bashkim husker kun episoden som noget, der var spændende.
Dengang da Bashkim var seks-syv år, var der kun en sandkasse og så banen i gården, men i dag er der noget, der ligner en ret ubekvem hængekøje og så en mindre rutschebane.
”Det var på den her side alle indvandrerne boede,” siger Bashkim og peger på de røde lejligheder modsat de grå overfor, som har hoveddør ud mod søerne.
Senere, blev det foretrukne mødested med vennerne fritidsklubben i Wesselsgade. Som en der er vokset op i en lille by uden for Roskilde, så taber jeg kæben, da han viser mig selve fritidsklubbens lokaler, der ligner noget, som er på størrelse med OB’s omklædningsrum nede i Ådalen. Så stort var vores redskabsskur, tænker jeg.
”Der var to eller tre pædagoger,” fortæller Bashkim.
Det er lørdag, så stedet er lukket i dag, men Bashkim husker tydeligt, hvilke af de tre lokaler som indeholdt fjernsyn, computere og andet af tidens elektronik.
Det var dog mest uden for i den omhegnede fodboldbane, at Bashkim tilbragte sine timer her med at spille fodbold med de andre drenge fra Blågårdskvarteret. De, som ikke boede på Baggesensvej.
”Selv om man tænkte det kunne være fedt at blive professionel fodboldspiller, så var det ikke noget, jeg sådan gik og drømte om.”
”Vi havde ikke nogen herfra, som havde gået den vej, og som vi kunne se op til.”
”Der har manglet, at der skulle komme en op.”
Nu er det ikke kun Bashkim Kadrii, som har slået igennem i Superligaen i løbet af de sidste par sæsonener. Også FC Nordsjællands Jores Okore, er fra området omkring Blågårds Plads. De to spillede endda sammen i B93.
”Det er glædeligt. Man har ventet og håbet lidt på det,” siger Bashkim.
Benny Kadrii supplerer:
”Alle folk (i området) hilser, og de siger, at de er stolte. Der bliver jo skrevet dårligt om det område, og der bor altså ikke kun dårlige mennesker. Når de møder min kone og jeg i butikkerne, så siger de, at de er glade på vores vegne.”
Et område som ofte bliver dæmoniseret har fået sine egne helte. Og Bashkim har ikke noget imod at være en positiv repræsentant for sit barndomskvarter.
Blågårds Plads. Jo, der bor bandemedlemmer i området. Men som en dansk pige, jeg kender, som har arbejdet i området siger, ”så ”sladrer” man ikke til journalister, om hvad der sker i området.” Lige som Bashkim sagde.
”Jeg kender hans venner som nogle gode drenge, der engagerer sig i lokalsamfundet og tager ansvar for at ændre nogle af de ting, som sikkert har været svært, da de voksede op.”
Sådan forklarede hun det. Og i Bashkim Kadrii har de fundet en bannerfører.
For en dreng, som ikke klarede sig særlig godt i skolen, og som langt fra var den bedste til fodbold, da han voksede op, og som i øvrigt er sky og genert, når han er i centrum, så viser historien om Bashkim Kadrii så langt, at betingelserne for at få succes ikke behøver at være særligt gode, så længe der er en vilje og støtte i de svære tider. Også når man kommer fra Blågårds Plads.
