Portræt: Det store trænertalent i Lyngby

Han har haft flere forskellige nøgleroller i FC København, han har været assistent for Ståle Solbakken i Wolverhampton, men nu skal Johan Lange endelig være cheftræner. Den stadig unge københavner blev torsdag præsenteret som ny cheftræner i Lyngby, hvor han starter til sommer. 

Tipsbladet tegnede i 2012 et portræt af Johan Lange, der har sin andel af FC Københavns succes’er, men også har en stærk og markant fortid i FC København.

Få hele historien her:

For nogle år siden kunne man sætte det prædikat på folk som Troels Bech og Ståle Solbakken, der var født sidst i tresserne og trådte i karakter i Superligaens seneste årti. Nu er det generationen fra først i halvfjerdserne med cheftrænere som Peter Sørensen, Auri Skarbalius, Glen Riddersholm og Kasper Hjulmand, der sætter sit præg på den bedste, danske række, men hvad så med den næste generation? Hvem er fremtidens danske trænerprofiler?

Et godt bud kunne være FC Københavns Johan Lange, men det får man ham ikke til at indrømme trods det imponerende lyn-avancement, der senest med vinterens chefskifte fra Roland Nilsson til Carsten V. Jensen betød, at han fik øget ansvar for førsteholdet og slettet titlen assistent fra visitkortet, så han nu slet og ret er træner for de ni-dobbelte danske mestre. For den unge københavner er en forsigtig mand, der trods tro på egne evner ikke har lyst til at udtale ambitiøse mål om fremtidige cheftrænerposter og den slags.

»Jeg vil sige, at jeg er overdrevet glad for den rolle, jeg har lige nu. Det fungerer rigtig, rigtig godt. Hvis nogen havde sagt til mig dengang i B 93, dengang man løb rundt som 18-årig og fik en træningsdragt for at træne, at jeg ville have det job, jeg har i dag som 32-årig, så havde vi nok alle sammen siddet og grinet lidt. Så jeg tror, at det er meget, meget farligt at begynde at sætte konkrete mål op for jobs, også fordi man ikke har indflydelse på det selv. Der er jo nogen, der skal synes, at det er en god ide.«

»Men jeg er sikker på, at hvis jeg bliver ved med at arbejde målrettet og med motivation, så håber jeg da på, at jeg, når jeg engang ikke gider mere, vil være glad og tilfreds med det, jeg har opnået… Det var eddermame et konservativt svar, på grænsen til det pinlige,« siger Johan Lange med et skævt grin.

»Nej, jeg hader bare det der selviscenesættelse, for så taber man tre kampe i træk, og hvad så. Jeg er meget grounded i det, jeg er i nu, og jeg synes, det er superfedt. Vi har fået en godkendt start på foråret, jeg har et rigtig godt samarbejde med CV og så kigger jeg faktisk ikke længere frem end det,« siger FCK-træneren.

Men kometkarrieren kan han ikke løbe fra, og det gør han heller ikke. Danmarks yngste P-licenstræner, opnået i en alder af 30 år med afsluttende opgave om »erobringsspil-omstilling-afslutningsspil« er nemlig ikke kommet sovende til succesen. Den har været om ikke planlagt så i hvert fald et resultat af mange års målrettet arbejde.

»Jeg er her mindst af alt på grund af tilfældigheder, selv om alles liv selvfølgelig er et spørgsmål om held og tilfældigheder. Men hvis vi siger, at der er 10 ingredienser, der definerer et liv, så er held og tilfældigheder altså kun to af dem, og så er der otte tilbage. Så jeg har arbejdet målrettet efter det her, og jeg har hele tiden søgt nye udfordringer og søgt muligheder for at dygtiggøre mig,« siger Johan Lange, der begyndte som træner som 17-årig, og så har taget det skridt for skridt, selv om han egentlig også var en ganske talentfuld fodboldspiller.

Han var bare ikke dygtig nok, som han en dag konkluderede på moden vis for en teenager.

Når evner møder passion
Johan Lange er vokset op i kartoffelrækkerne på Østerbro, og rammen for fodboldinteressen blev nærliggende B 93. Her spillede han, fra han var seks år og det med en vis succes, for som ynglingespiller var han på førsteholdet i en klub, hvis bedste seniormandskab netop var rykket op i Superligaen.

»Men på det tidspunkt er man jo godt klar over, hvor langt ens talent rækker, eller ikke rækker for mit vedkommende. Jeg kunne godt se, at en del af dem, jeg spillede sammen med, var dygtigere, end jeg selv var, blandt andre Daniel Jensen og Morten Karlsen, og samtidig havde jeg også nogle vedvarende problemer med min ankel, så det var nok ikke en karriere som fodboldspiller, jeg skulle satse på. Mit drive siger mig, at jeg ikke vil bruge tid på noget, hvis jeg ikke kan se, at det fører til noget, og på det tidspunkt var jeg altså en spiller i mængden.«

»Til gengæld ville jeg gerne være træner for andetholdet på drenge-årgangen, da jeg blev spurgt. Mange af mine kammerater var jo altid i klubben, og jeg gik selv i gymnasiet, så jeg havde tiden til det, så jeg så det som et studiejob på linje med at stå på en tank eller arbejde i et supermarked, selv om der altså gik et års tid, før jeg begyndte at tjene lidt penge på det. Det første år fik jeg som nævnt vist bare en træningsdragt,« fortæller Johan Lange.

Og han kunne hurtigt mærke, at det her var det rigtige. Fodbolden havde altid fyldt meget i livet, men han havde også altid haft en stor interesse for det taktiske element, lige siden han som fem-årig så Danmark besejre Sovjetunionen med 4-2 og Søren Lerby med et løb uden bold skaffede plads til Michael Laudrups afgørende afslutning.

»Jeg fulgte med i det hele, så Tipslørdag og italiensk fodbold, men samtidig var jeg også optaget af nogle lidt andre ting end mine kammerater. Opstillingerne, spilleres rolle på holdet, taktikken. Jeg kan stadig huske mærkelige ting omkring målscorere, assists og kampforløb. Dengang kunne jeg ikke sætte ord på det, men da jeg så blev træner for drengeholdet, kunne jeg ret hurtigt mærke, at det her var noget, jeg brændte for, og når evner møder passion, så ændres alt. Når de to akser mødes, så kan der virkelig ske noget, og det gælder jo ikke kun i fodbold men i livet generelt. Den slags analyserer man selvfølgelig ikke som teenager, men hvis jeg kigger tilbage, så var det det, der skete, og så bruger man jo bare rigtig meget energi på det og gør sit bedste.«

»Så fra 1. januar 1997 til 2005 er jeg træner i B 93 og har vel undervejs de fleste årgange, før jeg til sidst ender med at have B 93’s juniorligahold, årgang 89/90 med »Zanka« og Brøndbys Daniel Stenderup for at nævne et par af de mest kendte. Men samtidig trænede jeg også nogle af de bedste spillere om morgenen eller formiddagen. Jeg var jo studerende og læste til folkeskolelærer på seminariet, så jeg kunne godt passe det ind, så tidligt om morgenen kunne jeg løbe og specialtræner med for eksempel Michael Jakobsen, før jeg så tog juniorholdet om eftermiddagen,« husker Johan Lange.

Nye rammer for et trænerliv

Men i december 2005 kom B 93-tiden til en ende. Han afsluttede DBU’s A-licens trænerkursus, og han blev færdig som folkeskolelærer med idræt og samfundsfag som speciale, og da han tidligere havde mødt en australsk pige i London og gerne ville ud at opleve verden, rejste parret til Sydney. Men Johan Lange rejste ikke uforberedt afsted.

»U/19-landstræner Per Andersen havde været så venlig at skrive en anbefaling på DBU’s papir, så jeg havde allerede på forhånd fået etableret en kontakt til forbundet i delstaten New South Wales. Australien er jo et fantastisk sportsland, men har ikke den store fodboldhistorie og derfor manglede de kvalificerede fodboldtrænere, så jeg fik et job omkring statsholdet i New South Wales. Man kan sammenligne det lidt med de gamle, danske unionshold med det lille men, at det altså var en union med 5,5 millioner indbyggere. Desuden fik jeg job op en af de store privatskoler i Sydney, der gerne ville være kendt for at have det bedste fodboldprogram for også på den  måde at kunne tiltrække elever, og på den måde kom jeg for første gang til at leve af fodbolden,« fortæller Johan Lange.

Og det kan fortsætte, da han kommer hjem efter et år i Australien, for de år er også mulighedernes år for unge, ambitiøse fodboldtrænere, der pludselig kan leve af passionen.

»Det er interessant, at vi nu er en generation af unge trænere, der på grund af de ændringer, der har været i dansk fodbold, nu har fået mulighed for at leve som fodboldtræner. Jeg havde rigtig dygtige ungdomstrænere, men i dag er der ikke nogen af dem, der træner fodbold længere, og det er jo klart, for når du rammer de 30, kan du ikke forsvare på hjemmefronten, at du har et fuldtidsarbejde og så tager ud i en klub fire aftener om ugen og hele weekenden, og så får måske 3000 kroner om måneden i godtgørelse. For 10 år siden fik en juniortræner en årsløn, der i runde tal svarer til en månedsløn i dag.

»Først havde man ITU-projektet og i dag har man licensklubber gennem DBU, og det betyder, at der er kommet mange flere jobs. Mange klubber har en lønnet A+-træner og desuden en lønnet U/19-træner og en lønnet U/17-træner, og det betyder jo lige pludselig, at hvis du har kvaliteterne, kan du gøre trænergerningen til en levevej. Der kommer nu en generation af trænere, der kan dygtiggøre sig på grund af de forudsætninger, der er stillet oppefra. Det startede med den første generation af ITU-trænere som Kasper Hjulmand og Glen Riddersholm, og nu er der en ny generation, der har gjort det til et fuldtidsarbejde, licenstræner-generationen. Det åbner døren for et helt andet vækstlag, og det synes jeg er interessant.«

»Du kan jo finde den samme mekanisme i mange forskellige brancher gennem historien. I kunst, i musik. Når rammerne ændrer sig og giver nogle muligheder. Uden nogen form for sammenligning, så kan du tage Bill Gates og Steve Jobs, der er født i 1955, og Paul Allen, der er et par år ældre. De har den rigtige alder på et tidspunkt, hvor der sker noget i måden, du programmerer på, og så kommer der et boom. Det samme er sket med trænerjobbet. Det er blevet en levevej, og du har tiden til at dygtiggøre dig,« siger Johan Lange, der selv vendte hjem til Danmark og fik job blandt gamle B 93’ere i Lyngby, hvor Kasper Hjulmand var cheftræner, Niels Frederiksen var U/19-træner og Thomas Frank ITU-træner, mens Lange så styrede reserverne, før han blev ITU-træner for Frank, der blev U/17-landstræner. Men så ringede FC København i efteråret 2008, hvor de var ved at opbygge akademiet School of Excellence.

»Hvis man tog de ungdomsspillere, jeg havde i min A+ stald i Lyngby, så var det i princippet bedre spillere på det tidspunkt, men FC København er jo Skandinaviens største klub, og når man bliver ringet op af dem og får muligheden for at være en af folkene bag det, der har potentialet til at blive den bedste talentudvikling i Skandinavien, så var valget let. Specielt når jeg også med det samme fik et link til førsteholdet.«

Og på den måde blev Johan Lange en del af FC København pr. 1. december 2008.

Mavefornemmelser og Moneyball
Han blev ansat i akademiet, men blev hurtigt en del af trænerteamet omkring førsteholdet, hvor han i første omgang havde ansvaret for de unge spillere, men siden også stod for scoutingen af de europæiske modstandere og blev inddraget mere og mere i arbejdet omkring holdet. Og da Ståle Solbakken og Bård Wiggen rejste til 1. FC Köln, blev han assistenttræner under Roland Nilsson som velskolet i FCK-filosofien og spillestilen.

»Når man starter her, og har folk som CV, Ståle og Bård omkring en, og man ser, hvordan spillestilen og filosofien virker i praksis, så giver det jo nogle aha-oplevelser for en ung træner. Gennem mit job i FCK er jeg i det hele taget blevet eksponeret til nogle fantastiske erfaringer i en meget ung alder, og det er jo lidt en unik ting. Det er der ikke mange, der får.«

»Jeg har fået øget ansvar i en stejlt stigende kurve fra sæson til sæson og lært meget af de mennesker, jeg har arbejdet sammen med. For eksempel har Ståle været en vigtig faktor i min fodboldfaglige udvikling. Anderledes kan det jo ikke være, for han er exceptionelt dygtig rent taktisk, han er en meget stærk og autentisk leder, og så er han utrolig dygtig til at analysere alle de mekanismer, der er omkring det job han har. Det kan man selvfølgelig ikke kopiere, men man kan lade sig inspirere,« siger Johan Lange, der nu har et stort ansvar i den daglige træning i tæt samarbejde med sportsdirektør Carsten V. Jensen, der siden januar også har haft titel af cheftræner.

Og der var ikke meget rust, der skulle bankes af Roy Hodgson og Hans Backes assistenttræner.

»Overhovedet ikke. Han gik direkte ud, og så må der have været en masse vind den første dag, for rusten fløj af med det samme. Jeg er meget imponeret over den måde, han er trådt ind i rollen på. CV og jeg ser hinanden næsten hver dag, og hvis ikke, så taler vi i hvert fald sammen flere gange dagligt. Der er konstante samtaler, og i forhold til træningerne fungerer det sådan, at vi diskuterer, hvor vores fokus skal være henne, og så kommer jeg med et oplæg, som vi diskuterer ud fra. Jeg gennemfører så de fleste af øvelserne, og så kommer CV og sætter sit tydelige taktiske aftryk,« forklarer Johan Lange.

Han har også ansvaret for hele den tekniske del af træningen i forhold til computer-programmer, data-analyser og den slags, men det er nu ikke noget, han selv fremhæver, og det er der to grunde til.

»Jeg orker simpelt hen ikke det stempel som en ung træner, der ikke har spillet selv og så er man pludselig computertræner. Det er jeg ikke. Selvfølgelig fylder det. Der er jo hele den der Moneyball-generation, men det gælder om at bruge det rigtigt. I takt med at teknologien i samfundet udvikler sig, og i takt med at der kommer flere penge i fodbold, bliver mulighederne for teknologi større og større, men jeg tror, at jo bedre du er til det, jo tydeligere er det for dig, hvad du kan bruge og hvad du ikke kan bruge, og derfor fylder det ikke specielt meget, fordi vi er afklaret med, hvad der er relevant, og hvad der ikke er relevant.«

»Samtidig er det sindssygt vigtigt, at man som træner anerkender, at nogle spillere kan lære rigtig meget på den måde, fordi de måske har en logisk læringsmåde, mens det for andre spillere forvirrer endnu mere. Derfor tror jeg ikke på mange og lange gruppemøder, men mere på at ramme de spillere, som lærer bedst på den måde, individuelt i kort tid ad gangen. Forestil dig at du har 25 spillere, og en stor del af dem ikke lærer noget på den måde, så er det en energidræber, hvorimod hvis du rammer de spillere, der responderer rigtig godt, i en mindre gruppe eller en-til-en, så er det en energigiver.«

»Jeg tror meget på mavefornemmelsen, specielt i ledelsen. Som cheftræner har du eksperter, du trækker på, du har adgang til uudtømmelige mængder af data, og så har du alle dine erfaringer lagret et sted bagest i din hjerne. Men de absolutte toptrænere, de har den der mavefornemmelse. Var det ikke sådan, så burde du kunne sætte succesfuld fodbold på en formel, og sådan kommer det heldigvis aldrig nogensinde til at være,« siger Johan Lange.

Hvad definerer en god træner?
Så nok bruger han tid på data-analyse, men han rejser også rundt i verden for at samle inspiration, han læser og han studerer fodbolden, selv om tiden til sideprojekterne ikke er så stor, som den har været.

»Vi har jo nogle kampperioder, der er meget intense, og der har man ikke tid til at tænke på andre ting, men når det ikke er så intenst, så arbejder jeg ikke mindre men prøver så i stedet at bruge noget tid på projekter, som kan være med til at udvikle nogle ting. Det kan være træningsmetodik, det kan være ledelse, det kan være studieture.«

»Google har jo det princip, at 20 procent af arbejdstiden skal bruges på at lave nye projekter og tænke frit. Det får man aldrig i en fodboldklub, for der er der et kampskema, der kræver forberedelse, men jeg tror, det er vigtigt en gang imellem at tage sig tiden til at være med til at udvikle noget. For så udvikler man også sig selv. Men sådan som mit trænerliv har udviklet sig i de seneste par år, har jeg ikke savnet input overhovedet. Jeg får rigeligt med nye input i min dagligdag« siger FCK-træneren, der gennem sine studier og rejser har knyttet kontakter rundt omkring i Europa, for eksempel ind i Tottenham-akademiet, til en af de portugisiske trænertalenter og selvfølgelig også til trænerstaben i FC Köln.

Så fodbolden fylder, men der er stadig tid til at følge dansk politik tæt og så rejser han fortsat meget med sin australske kæreste, der nu er blevet hans kone. Men meget af tiden handler om FC København, og at klubben og filosofien har sat sit præg på træneren, kan man sagtens høre, når snakken falder på mere overordnede emner. Som for eksempel hvad der definerer en god træner.

»Det altoverskyggende er selvfølgelig, at han vinder kampe. Der er ikke nogen af os to, der er i tvivl om, at Villas-Boas er en meget dygtig fodboldtræner, men han vandt ingen kampe, og den aura verdens absolutte toptrænere bygger op og tager med i deres videre job, den er jo bygget på sejre. Men ellers så handler det om, at man får forløst det potentiale så tæt på maksimum, som er i den gruppe af spillere, man har, og at man i klubber som blandt andet FC København er med til at videreføre og lægge til den kultur, der er i klubben. For det er kun klubber med en stærk kultur, som kan være succesfulde år efter år, årtier efter årtier.«

»Det samme gælder, hvis man kigger på de store tendenser i fodboldens verden. Det kan godt være, at fodboldkampene generelt er mere uden det, vi i traditionel forstand forbinder med struktur, men de succesfulde hold i forskellige lande er typisk tydelige i den måde, de spiller på. De, der finder de vises sten, har en tydelighed.«

»Man skal være afklaret i forhold til det, man vil, selv om fodbolden udvikler sig fysisk og så videre. Det nytter ikke noget at blafre i vinden. Du skal have en kerne og så kan du udvikle dig derfra,« siger Johan Lange.

Den filosofi går man ikke galt i byen med, når basen er FC København, når kernen er dagligdagen på træningsanlægget – og så må fremtiden vise, hvordan udviklingen bliver derfra for den unge træner.