Bjørn Paulsen er det, tidligere landstræner Morten Olsen ville kalde en polyvalent spiller.
Det er næppe en god idé at putte den 29-årige Ingolstadt-spiller på mål, men derudover kan det ikke gå helt galt.
I SønderjyskE optrådte han som højre midtbane, venstre midtbane, midtstopper, angriber og central midtbane. I Esbjerg fB spillede han kampe som defensiv midtbane, hængende angriber, venstre back og højre back. I Hammarby og aktuelt i Ingolstadt har han primært spillet i forsvaret, men både som back og midtstopper. Bjørn Paulsen er lidt af en taktisk kastebold.
Sådan har det altid været, og sådan bliver det nok ved med at være.
Læs også:Ny AaB-stjerne er gode venner med Zanka: Han er et fantastisk menneske
- Jeg er bedst som central forsvarsspiller, men her i Tyskland er jeg også blevet brugt som højre back og sågar 6'er. Træneren kan godt lide min måde at være på, og jeg har accepteret, at det er mit lod i karrieren – at være ham, der kan spille alle mulige positioner, siger Bjørn Paulsen til tipsbladet.dk.
En rolle som den evige kastebold havde næppe passet alle fodboldspillere, men Bjørn Paulsen befinder sig fint i rollen som altmuligmand.
- Der er jo intet nyt i det, og det skal man bare acceptere som fodboldspiller. Det er jo også rart at vide, at træneren har tiltro til, at man kan løse flere forskellige opgaver. Det gør også, at man nok spiller flere kampe, end hvis man var fastlåst til en position, så det er blevet en vanesag for mig, og jeg har ikke noget imod det. Mange trænere har i tidens løb sagt til mig, at de er glade for, at jeg altid accepterer min plads på banen uden at brokke mig, siger han.
Læs også:AaB-boss kritiserer myndighederne: Det minder om Komiske Ali
Fire runder inde i denne sæson har danskeren spillet fuld tid for Ingolstadt - tre kampe som midtstopper og én som højre back - og han trives i den tyske klub, der aktuelt huserer i 3. Liga, men sigter efter oprykning.
- Vi satser på at spille med om oprykning igen, og jeg føler mig godt tilpas på holdet, hvor jeg har fået lidt af en lederolle af træneren. Den nyder jeg, og jeg forsøger at gøre mit bedste hver dag, siger Paulsen.
Bjørn Paulsens kontrakt med Ingolstadt udløber efter denne sæson, og hvis ikke klubben rykker op, ønsker han ikke at forlænge - det kan du læse mere om her.
Læs også:Johan Lange om Solbakken: Han kørte det ikke som et onemanshow
Læs også:FC København-back rygtes til Rusland
Læs også:Corona driller AC Horsens: Træningen er ikke meget værd