Pokalfinalen må flyttes næste år: Kan ikke spilles i Parken
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Pokalfinalen må flyttes næste år: Kan ikke spilles i Parken

Telia Parken har fået genvalg som ramme for pokalfinalen senere på foråret, men i 2020 kan årets største klubkamp i Danmark ikke spilles på nationalareaen. UEFA har nemlig lagt beslag på den forud for EM.

Næste års pokalfinale bliver en historisk en af slagsen. Alt tyder således på, at den største klubkamp i Danmark skal spilles et andet sted end Telia Parken for bare tredje gang siden 1954. De to første gange var på grund af ombygning, men det er ikke forklaringen i 2020.

Det er snarere, at nationalstadionet skal danne rammen om fire EM-kampe den sommer, og derfor lægger UEFA beslag på Parken i tiden op til slutrunden. Det gælder også på Kristi himmelfartsdag, som i 2020 falder 21. maj.

Det bekræfter konstitueret administrerende direktør i DBU, Kenneth Reeh.

- UEFA har meddelt, at de har brug for adgang til Parken fra den 18. maj til og med seks-syv dage efter den sidste kamp, siger han til tipsbladet.dk.

Udelukker det Parken fra at afholde pokalfinalen?

- Ja, det ser det ud til. Divisionsforeningen og Superliga-klubberne har aftalt, at pokalfinalen skal spilles Kristi himmelfartsdag, og da UEFA har retten til Parken den dag, skal finalen spilles andetsteds. Vi forventer at gå i udbud og lade andre stations byde på værtskabet. Dette vil ske i foråret 2020, siger direktøren.

Pokalfinalen var også i udbud i år, hvilket var første gang. Placeringen har ellers været åben siden 2003, men denne udgave var altså den første, hvor klubber og stadion rundt om i Danmark kunne tage aktiv del i en egentlig budrunde. Parken, Brøndby Stadion, Ceres Park i Århus og Blue Water Arena i Esbjerg bød ind.

Det endte dog, som det kom frem forleden, med at blive Parken igen. Over for tipsbladet.dk forklarede Divisionsforeningens turneringschef, Peter Ebbesen, hvorfor:

- Jeg kan ikke komme ind på en direkte sammenligning mellem de fire bud i detaljer, men historisk ved vi, at de fire semifinaleklubber plejer at bringe mange tilskuere til pokalfinalerne. Hvis vi ikke lagde den i Parken, kunne vi risikere en situation, hvor man ikke kunne give nok billetter til de to finalehold, sagde han.

De fire semifinalehold er FC Midtjylland, Brøndby IF, OB og AaB.