Det flyder ikke over med point hos superligaholdet Lyngby, som søndag aften led sæsonens femte nederlag med 2-4 til FC København i Parken.
Efter syv runder er man nu på to point og på grund af en dårligere målscore faldt holdet søndag helt til bunds i den bedste danske række, hvor man er á point med AC Horsens.
Lyngby lignede dog langt fra et bundhold søndag, da cheftræner Christian Nielsens tropper dominerede FCK med frisk og offensivt spil, men det var altså ikke nok til sejr.
Samme kampbillede har Lyngby tidligere haft i sæsonen, og trods manglende resultater vil Lyngby-lejren fortsætte med at spille fremad, fortæller cheftræner Christian Nielsen.
- Vi overvejer ikke nogen grundlæggende ændringer. Vi vil selvfølgelig altid lave justeringer fra kamp til kamp, men det er den stil, vi har haft i lang tid, og den vil vi gerne fortsætte med, siger Christian Nielsen og fortsætter:
- Vi tror stadig på det lange, seje træk, og vi tror på, at der ligger point og venter. Vi kan se på flere statistikker, at vi skulle have haft tre point mere, end det vi har, og hvis tingene udligner sig over tid, så skal vi nok få som fortjent.
Lyngby-midtbanespilleren Mathias Hebo Rasmussen ser heller ingen idé i at ændre på spillestilen og forsøge sig med en mere forsigtig tilgang til kampene.
- Sådan gør vi ikke i Lyngby. Det vigtigste er at få point, selvfølgelig, men som vi har spillet, så ligger der point forude, siger Lyngby-midtbanespilleren og understreger, at der trods to point ikke er krise i klubben.
- Der er på ingen måde krisestemning, og jeg synes bare, vi skal arbejde videre, og så håber vi, at der venter point i næste runde.
Lyngby og AC Horsens har fem point op til Randers FC på Superligaens tiendeplads.
/ritzau/