Det var absolut ikke planen for FC Nordsjælland, at 19-årige Ibrahim Osman skulle nogen steder her i januar, kun et halvt år efter Ernest Nuamah blev solgt til Olympique Lyon.
Men som Tipsbladet kunne fortælle tirsdag aften, har Mohammed Kudus' fremragende spil for The Hammers været katalysator for, at West Hams tyske sportsdirektør Tim Steidten og hans folk har kastet alt ind i forsøget på at købe Osman fri af FC Nordsjælland allerede nu.
Tirsdag håbede West Ham, at 16 millioner euro plus bonusser var nok til at lokke FC Nordsjælland til et salg, men det lader ikke til at være nok.
West Ham er i førersæddet, men ifølge Tipsbladets oplysninger er flere andre Premier League-klubber også på banen efter at have bemærket, hvad Kudus og andre tidligere Right To Dream-spillere har vist.
Brighton, der sidste sommer bød sig til på Ernest Nuamah og var snublende tæt på at købe Kudus af Ajax, skal være på banen igen, og også pressede Crystal Palace skal være i spil.
Palace har Lyon-ejer John Textor som storaktionær og dermed en bevidst om de unge spillere fra FC Nordsjælland.
Med flere klubber i cirkulation skal 20 millioner euro [cirka 150 millioner kroner] plus bonusser i millionklassen og en solid procentsats i videresalgsklausulen være det priskrav, West Ham bliver mødt med.
For tidligt
FC Nordsjælland har finansielt rigeligt råd til at spille kostbar med egyptiske Mansour Group som ejer, og klubbens forhandlingssituation er også stærk med tanke på den transferrekord, Ernest Nuamah indbragte sidste sommer.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ibrahim Osman var ikke den profil, mange havde ventet i efteråret, men i FC Nordsjælland og blandt adskillige udenlandske klubber er forventningen, at han er en gryende topspiller med samme potentiale som tidligere topspillere med fortid i FC Nordsjælland og Right To Dream.
---
Ibrahim Osmans 1327 minutter og ene mål i Superligaen er heller ikke drømmen for FC Nordsjælland at sende spillere afsted på, men er West Ham eller andre bydere villige til at betale nok, kan klubben i sidste ende gå med til et salg, velvidende at der naturligvis ikke er nogen garanti for, at ghaneseren lever op til det potentiale, de fleste ser i ham.
FC Nordsjælland formåede sidste år at få en heftig konkurrence om Ernest Nuamah stablet på benene med adskillige klubber, der enten var stærkt interesserede eller bød, og frygten for at glippe det næste store unge håb kan altså igen ende med en transfer til et beløb, der set udefra handler mere om potentialet og håbet om fremtidige præstationer end aktuelt, sportsligt, bevist niveau.
I Storbritannien og på det globale marked er Mohammed Kudus begyndt at dukke op som et navn, der senere i 2024 eller i 2025 skal blive solgt videre til en af Premier Leagues - eller kontinentets - rigeste klubber for beløb, der vil havne et stykke over 500 millioner kroner.
Chelsea var sidste sommer en af de klubber, der kraftigt overvejede at købe Kudus, der endte med at blive solgt fra Ajax til West Ham for omkring 330 millioner kroner.
Læs også historien om de 10 største salg i sportsdirektør Jan Laursens tid.