Budskabet fra statsminister Mette Frederiksen og sundhedsmyndighederne var ikke til at tage fejl af, da der mandag blev afholdt pressemøde i statsministeriet i forbindelse med den nuværende coronasituation i Danmark: Bliv vaccineret!
Danmark har en meget høj tilslutning til vacciner, som af eksperter anses som det bedste våben mod pandemien, men godt 25 procent af den danske befolkning har endnu ikke ladet sig vaccinere.
Én af dem er Pione Sisto, der lige nu er samlet med det danske landshold.
- Jeg blev testet positiv, så jeg kører på immuniteten, fortæller Pione Sisto.
FC Midtjylland-spilleren lagde for nyligt et billede op på sociale medier, hvor han er sammen med sangerinden Saseline Sørensen, der er kendt som en stor modstander af vaccinerne og offentligt har opfordret folk til ikke at lade sig stikke. Pione Sisto fortæller, at de to er gode venner.
Sisto har på sociale medier også lagt billeder op af artikler om en spiller, der har fået hjertestop.
Tror du, at der er en sammenhæng med vacciner?
- Jeg får da alle mulige tanker, det må jeg indrømme. Jeg ved det ikke, men er det ikke sindssygt? Altså, er det ikke sindssygt?, siger Pione Sisto.
Når du ikke er immun længere, har du så tænkt dig at blive vaccineret?
- Jeg vil helst ikke stå og snakke om vacciner. Det er en meget følsom ting at snakke om. Jeg går sindssygt meget op i helbred, og jeg tror på, at man kan passe på sig selv og gøre mange ting i forhold til at være stærk med sit immunforsvar. Det er det, jeg repræsenterer, og det er det, jeg deler ud af. Det er jeg stor fan af, siger Sisto.
Han håber naturligvis ikke, at samfundet ender med at skulle lukke helt ned som tidligere. Skulle det ske, handler det om at få det bedste ud af det, lyder det fra FC Midtjylland-spilleren.
- Jeg oplevede min første coronanedlukning i Spanien. Det er selvfølgelig udfordrende, og man sidder sindssygt meget med sig selv og får lov til at opleve nogle af de tanker, man har. Det ser jeg måske som en positiv ting for at være helt ærlig. Jeg har tænkt nogle tanker, som jeg normalt ikke gør, siger han.
Pione Sisto vendte hjem til dansk fodbold og FC Midtjylland for knap halvandet år siden.