FC Midtjyllands svenske midtbaneprofil Petter Andersson har gjort det klart, at han ikke bliver i klubben i hele sin kontraktperiode.
Svenskeren har kontraktudløb i sommeren 2016, men han kan allerede blive solgt denne sommer, for FC Midtjylland har åbnet for et salg af profilen.
Allerede i vinter var der dog bud efter svenskeren, afslører han i et inteview med fotbollskanalen.se.
- Ja, det var sidste vinter, der var snak om, at de fik et bud, som var for lavt af en af de mindre klubber i Tyskland. Det kom aldrig så langt, siger Petter Andersson.
- Det er klart, at en stor liga havde været interessant. Men kommer der noget konkret op, må man tage stilling til det. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg har leveret en god sæson og vist vejen. Det er jo en bekræftelse på, at man gør det godt, tilføjer han.
Petter Andersson er også blevet sat i forbindelse med FC København. Et sådan skifte er han ikke afvisende over for, omend han ikke ved, hvor konkret interessen er.
- Jeg ved det faktisk ikke. Det er klart, at de vandt ligaen, og de er direkte kvalificeret til Champions League, så det er jo positivt, siger Petter Andersson.
FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein har tidligere udtalt til tipsbladet.dk, at man gerne sælger til FC København.