Peruviansk landsholdsspiller tæt på dansk klub
Edison Flores (tv.) er på vej til Danmark, Foto: Ted S. Warren/Polfoto
Superliga

Peruviansk landsholdsspiller tæt på dansk klub

Den peruvianske landsholdsspiller Edison Flores er tæt på at skifte til en klub i Danmark.

En spændende spiller er på vej til dansk fodbold.

Den 22-årige offensivspiller Edison Flores tørner til dagligt ud for Club Universitario de Deportes i hjemlandet Peru, men nu er han tæt på et skifte til en klub i Danmark. Det skriver avisen Depor.

Edison Flores har den seneste tid været i forhandlinger med den hollandske storklub Feyenoord om en transfer, men de to parter har ikke kunnet nå til enighed, og derfor retter Flores nu fokus andre steder hen – mere præcis mod Danmark. Det sydamerikanske medie citerer en anonym kilde for, at et skifte til en dansk klub er tæt på, men der mangler stadig nogle økonomiske detaljer. Hvis alt går vel, rejser Edison Flores til Danmark i weekenden for at underskrive kontrakten.

Det forlyder ikke, hvilken dansk klub der er tæt på at købe Edison Flores, men ifølge Depor er det ikke en klub i København, hvilket altså udelukker FCK og Brøndby. Kontakten til dansk fodbold er uden tvivl opstået via spillerens agent, der så sent som for to uger siden sendte en anden af sine klienter, Juan Diego Gutierrez, til Vejle Boldklub. Samme agent repræsenterer også den peruvianske angriber Raul Ruidiaz, som nogle måske vil huske var tæt på at skifte til AGF for godt fire år siden.

22-årige Edison Flores har i størstedelen af sin karriere tørnet ud for Club Universitario de Deports, men han har også været forbi spanske Villarreal i to sæsoner. Han spillede dog udelukkende kampe for B-holdet, og i 2014 vendte han retur til Peru.

Offensivspilleren står noteret for otte landskampe og to mål for Peru. Han kan begå sig på kanten og som offensiv midtbanespiller.