Video : Tipsbladet
Superliga

Pensioneret Superligaprofil med trænerdrømme: Ingen tilbud endnu

Den nyligt pensionerede Jakob Poulsen har åbent fortalt om sine ambitioner for at fortsætte fodboldkarrieren i trænerfaget, men har endnu intet på bedding.

Jakob Poulsen har stoppet sin aktive fodboldkarriere, men fortsætter gerne i sporten i en trænerrolle. Endnu afventer den tidligere landsholdsprofil, om der skulle komme potentielle bejlere. Det fortæller han til herningfolkeblad.dk.

-Jeg vil gerne ind i trænerfaget, som jeg også har nævnt andre steder, men der er desværre ikke meget mere at fortælle endnu. Jeg har ikke nogen tilbud på hånden, siger Jakob Poulsen til herningfolkeblad.dk.

Jakob Poulsen valgte i maj at stoppe karrieren efter et sidste udlandseventyr i australske Melbourne. Inden da spillede han af to omgange for FC Midtjylland, mens han også har været forbi Monaco, AGF, Heerenveen og Esbjerg.

Jakob Poulsen nåede at spille 35 landskampe for Danmark.