Video : Tipsbladet
Superliga

Pensioneret Borring: Landskampen mod Ramos og 3-2 sejren mod Portugal var det største

Det er en stolt Jonas Borring, der ser tilfreds tilbage på karrieren i Superligaen og på landsholdet.

Stadionspeakeren har råbt Jonas Borrings navn op for sidste gang. Karrieren er slut.

Gennem de mange år på fodbolbaner rundt omkring i Danmark, spillede han mere end 350 Superliga-kampe. Han repræsenterede også landsholdet seks gange, hvor han fik nogle fantastiske oplevelser.

- Min debut på landsholdet er det absolut største, og at det så lige var imod Spanien og imod Sergio Ramis, er bare megafedt. Det har jeg også fortalt videre til mange. Jeg kan huske, da jeg kom ind til de sidste 20 minutter, der spillede Xabi Alonso, Santi Carzorla og Xavi på midtbanen, og der fik man virkelig lov til at løbe rundt i trekanter.

- Jeg var også med dengang, vi vandt 3-2 nede i Portugal, og det var også bare en fed oplevelse. Jeg fik de sidste 20 minutter, vi var bagud 1-0, men vandt 3-2. Det var fuldstændig vanvittigt. Den kamp vil blive husket i mange år i dansk fodbold, siger Jonas Borring.

Gennem sine mere end 350 kampe i Superligaen, vandt han flere titler, hvilket han også gerne tænker tilbage på.

- Pokaltitlen med OB var megafed. Den måde vi blev fejret på gjorde det meget specielt. Og så selvfølgelig DM-titlen, selv om jeg kun var med i en halv sæson, var jeg alligevel med for Midtjylland den gang.

- Jeg er glad og stolt over, at jeg har spillet i nogle af de største klubber i Danmark. Jeg har stort set spillet i toppen i alle de klubber, jeg har været i. Min karriere som helhed er jeg mega stolt over.

Var det en svær beslutning at stoppe karrieren?

- Bestemt. Jeg har været fuldstændig privilegeret at have et job, som har været min hobby, og jeg har nydt det i fulde drag. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville sidde her og tænke tilbage og have den karriere, jeg har haft. Det er vemodigt at stoppe, men omvendt er jeg også nået en alder, hvor det var tid til at stoppe. Nu er jeg 100 procent afklaret med det. Jeg har det faktisk meget godt med det.