Paul Onuachu drømte allerede om et klubskifte i januars transfervindue, men det blev ikke til noget, og først i sidste uge gik drømmen i opfyldelse for den nu tidligere FC Midtjylland-angriber, der blev solgt til KRC Genk.
De belgiske mestre har længe haft Paul Onuachu på ønskelisten, men forhandlingerne med FC Midtjylland trak ud. Alt imens gik nigerianeren rundt uden at få kamptræning.
Det hele løste sig til sidst, men angriberen indrømmer, at det til tider var vanskeligt.
- Jeg er meget glad, og jeg har set frem til det længe. Jeg var lidt frustreret, fordi jeg skulle gå og vente og vente, men jeg blev ved med at tro på det, siger Paul Onuachu til Het Nieuwsblad og fortæller, at han inden skiftet rådførte sig med sin landsmand Wilfred Ndidi, der har en fortid i den belgiske klub:
- Han fortalte mig meget om klubben. Jeg er sikker på, at jeg vil være i stand til at udvikle mig som spiller her i klubben.
Ifølge Ekstra Bladet blev Paul Onuachu solgt for 52 millioner kroner.