BRØNDBY (Tipsbladet): Gik man og frygtede, at Brøndby ville have svært ved at lukke det målmandshul, som Mads Hermansen efterlod sig sidste sommer, så blev tvivlen hurtigt gjort til skamme.
Lejesvenden Patrick Pentz har fra dag ét af leveret på Vestegnen, og han er den målmand i ligaen med flest clean shoots.
Men hvor længe kan Brøndby nyde godt af hans målmandsspil? Han er kun lejet i Bayer Leverkusen, som han skal retur til efter sæsonen. Medmindre der altså sker noget drastisk, og Carsten V. Jensen åbner pengepungen for at købe ham fri.
Det er en smuk klub, så du vil aldrig kunne sige: ”Nej, jeg vil ikke blive”, når du ser, hvor stor klubben er, også udenfor Danmark.
Patrick PentzBrøndby IF
Skulle Brøndby og Bayer Leverkusen blive enige, så lader det ikke til, at det bliver svært at overbevise Pentz. Han er i hvert fald klar til at sværge troskab til Brøndby.
Vil du være åben for at blive?
- Ja, selvfølgelig! Det er en smuk klub, så du vil aldrig kunne sige: ”Nej, jeg vil ikke blive”, når du ser, hvor stor klubben er, også udenfor Danmark. Alle kender Brøndby. Det er en drøm for klubben at komme tilbage på den europæiske scene, så det er et mål for os, fortæller Patrick Pentz til Tipsbladet.
Vi er taget til Brøndby Stadion på en solskinsfyldt torsdag, hvor Brøndby forbereder sig frem mod søndagens vanskelige udekamp mod Viborg. Pentz har taget plads i Vilfort Loungen med udsigt ud over banen, som står snorlige. Det er tydeligt, at han er en mand, der sætter pris på at være i den her klub.
Men om et permanent skifte kommer til at ske, ved Pentz ikke endnu, og det er faktisk også helt okay for ham. Han vil i stedet nyde øjeblikket og tage det andet, når det kommer.
Skulle et permanent skifte komme på tale, så kræver det, at Brøndby og Bayer Leverkusen bliver enige om en pris. Tidligere har der været meldt om en købsoption på omkring 18 millioner kroner, hvilket Casten V. Jensen afviste, men føler Pentz selv, at han er så mange penge værd?
- Jeg aner virkelig ikke, hvor dyre målmænd er. For mig handler det om præstationer. Hvis du spiller godt, stiger din pris, men jeg aner ikke, hvor høj prisen bliver. Det er bare om at nyde det, og så bliver resten diskuteret på kontoret.
Vild med Ankergren
Der er ingen tvivl om, at Patrick Pentz er en populær mand på Vestegnen. Det bliver man automatisk, når man står godt og viser, at man kan lide at være der.
Kronen på værket var nok hans indsats i forårsåbneren mod FC Midtjylland, hvor han var flyvende i 1-0-sejren. Efterfølgende råbte Sydsiden "Four more years" efter ham, og man får nok ikke en tydeligere indikation på, at størstedelen af de blå-gules fans ønsker ham som fast ny keeper. Pentz hørte ikke kærlighedserklæringen, men fik det efterfølgende fortalt af sine holdkammerater, og det har gjort indtryk på ham.
- Det er fedt, at de værdsatte min præstation. Jeg håber, at de kan se, at vi og jeg gav det hele for klubben. Jeg ved godt, at jeg bare er en lejespiller, men jeg vil også bare give noget tilbage til dem, der kommer i ethvert vejr og til alle udekampe, lige meget hvor langt der er.
Og de har tydeligvis taget Pentz til sig - ligesom de har gjort med så mange keepere de seneste mange år. Det er måske den position, hvor Brøndby har bedst succesrate i nyere tid, og at Pentz er den næste i linjen fylder ham med stolthed. Faktisk var det også noget, som spillede ind hos ham, da han valgte klubben.
- Det var en af de gennemgående tanker hos mig, da jeg hørte om interessen. Det viser bare, hvordan de kan udvikle målmænd. ”Anker” (Casper Ankergren, målmandstræner, red.) spillede en stor rolle. Han har en masse erfaring i professionel fodbold og var en fremragende målmand selv, påpeger han.
Meget kan tyde på, at de to får lov til at arbejde sammen i noget længere tid end blot frem til sommer.