Video : Tipsbladet
Superliga

Overblik: Superliga-klubber bliver i Danmark - undtagen FC København

De fleste klubber afholder træningslejr i Danmark i januar. Kun FCK har lagt sig fast på udlandet.

Normalt rejser mange superligaklubber til varmere himmelstrøg for at afholde træningslejr i starten af året, men coronapandemien og dens restriktioner har fået de fleste til at blive hjemme.

Kun FC København har meldt ud, at klubben rejser til Dubai i januar som forberedelse til forårssæsonen.

Seks klubber oplyser, at de helt sikkert bliver i Danmark, og flere andre klubber forventer det samme, men afventer situationen. Andre melder snart planerne ud.

Her følger en samlet oversigt over de 12 superligaklubber, der er listet op efter den aktuelle stilling i Superligaen 11. december:

* FC Midtjylland: Klubben arbejder både på en europæisk og dansk destination og forventer, at det snart falder på plads. Klubben pointerer, at det med garanti ikke bliver Dubai, som man rejste til i 2020.

* Sønderjyske: Bliver ifølge træner Glen Riddersholm (Twitter, red.) i Danmark.

* Brøndby: Har droppet at tage til udlandet som normalt og bliver i Danmark.

* AGF: På grund af rejserestriktioner bliver man i Danmark, oplyser klubben til bold.dk.

* FC Nordsjælland: Bliver i Danmark.

* Randers: Klubben har endnu ikke planlagt træningslejr.

* FC København: Rejser til Dubai, selv om klubben i 2019 meldte ud, at man ikke længere ville rejse dertil.

* AaB: Er endnu uafklaret. Man afventer i forhold til restriktioner og muligheder for at flyve, men det ser svært ud lige nu, siger sportschef Inge André Olsen. Som det ser ud lige nu, bliver AaB i Danmark.

* OB: Melder lørdag ud, hvor man afholder træningslejr.

* Vejle: Man har endnu ikke lagt sig fast, men som udgangspunkt forventer man at blive i Danmark.

* Horsens: Afholder fire dages træningslejr i Danmark.

* Lyngby: Havde planer om at rejse til Portugal, men bliver hjemme i Danmark, da man vurderer, at det er uforsvarligt at rejse ud, oplyser klubben til bold.dk.

/ritzau/