BRØNDBY STADION (Tipsbladet): Brøndby IF blev ikke danske mestre i denne sæson, men Carsten V. Jensen kan ikke slikke sårene for længe.
Om få uger møder de blågule ind efter sommerferien for at påbegynde forberedelserne til den kommende sæson, der foruden Superligaen også byder på europæisk fodbold. Og spørgsmålet er, om klubben kan holde på profilerne.
En af dem, der formentlig er varmest på transfermarkedet, er Yuito Suzuki, der har været blændende foråret og allerede har været sat i forbindelse med et skifte til Stuttgart.
I Brøndby håber man på at have den målfarlige japaner lidt endnu.
- Et eller andet sted har han været en åbenbaring i foråret, og det vil han også have været for dem, der kigger med fra større ligaer. I gåseøjne har han spillet en halvsæson for os, så vi kunne rigtig godt tænke os at have ham med i den nye sæson også, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen efter søndagen kamp til pressen.
Og med en kontrakt, der gælder indtil sommeren 2027, skal der også noget ekstraordinært til for at lokke Brøndby til at sænke.
- Det er jo det. Men han er også en ekstraordinær spiller. Vi skal have en ambition om at komme styrket igennem vinduet, siger “CV”.
Så er der spørgsmålet om, hvad han eventuelt skal koste. Direkte adspurgt, om Yuito Suzuki skal koste over 100 millioner kroner, svarer Carsten V. Jensen hverken ja eller nej.
- Kig på, hvad der har været af gode salg af dygtige offensivspillere i den danske Superliga, siger Brøndby-bossen og tilføjer:
- Der er blevet solgt rigtig dygtige spillere ud af den danske liga, og nogle har vist sig at holde vand i større ligaer, og Suzuki har vist sig frem i en halvsæson nu, og for mig rammer han de samme høje toner.
Yuito Suzuki, 22 år, har scoret 11 mål og lagt op til ni for Brøndby IF i denne sæson.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Regner ikke med for stor udskiftning
Sæsonen begynder i midten af juli, og Brøndby indtræder i Conference League-kvalifikationen den 25. juli.
Derfor har “CV” og kompagni ikke oceaner af tid til at slikke sårene.
- Lige nu fylder nederlaget rigtig meget, men lige om lidt skal det ikke fylde ret meget. Vi lovede os selv, at vi ville spille med helt fremme, og vi gav os muligheden for at spille med helt til det sidste, så det er jo sådan set efter bogen, hvad vi vil som klub. Men det gør ondt.
- Og nu skal vi videre. Vi er kvalificeret til Europa. Vi starter sæsonen igen den 20. juni, tror jeg, for at forberede os på at gå i gang midt i juli. Det er jobbet, siger Carsten V. Jensen og tilføjer, at truppen ikke står helt færdig til de første kampe:
- Nej, det kan vi ikke have. Der kan jo også ske noget efterfølgende. Men vi skal have en kompetitiv trup. Som udgangspunkt er det ikke fordi, at der skal alt for mange ud, men der vil være omsætning over en sommer. Det er også fint, at der kommer noget nyt blod og så videre.
Carsten V. Jensen påpeger også, at Brøndby står i en situation, hvor langt de fleste profiler har to eller flere år tilbage af deres kontrakter, og derfor er klubben ikke tvunget til at sælge.
Brøndby indtræder i anden runde af kvalifikationen til Conference League.