Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18:00
Spillested: Energi Viborg Arena
Dommer: Mikkel Redder
På TV: TV3+
Holdnyt:
Viborg FF:
Jakob Poulsen kan sænke skuldrene for en stund efter Viborg i sidste weekend hentede en vigtig og flot 3-0 sejr hjemme mod Randers.
Der havde ellers ikke været meget at glæde sig over i årets første to kampe mod OB og Hvidovre, hvor Viborg leverede to mildest talt undervældende præstationer, og kun med nød og næppe fik ét point ud af bestræbelserne efter en sen scoring mod Superligaens bundprop.
Af den grund var der også et vist pres på den nye Viborg-træner inden opgøret mod Randers, hvor han endda tog noget af et sats ved at bænke anfører Jeppe Grønning.
Den nye konstellation på midtbanen bar dog frugt med flotte præstationer af Mbom og Søndergaard, ligesom Said leverede en stærk indsats i sin første start i 2024.
Sejren gør godt for både selvtillid og tabel, og Viborg har således sneget sig helt op på syvendepladsen i Superligaen med fire point ned til Vejle under stregen, og fire op til Silkeborg på sjettepladsen.
Lucas Lund, Mads Lauritsen, Jamie Jacobs og Magnus Westergaard er alle ude.
Brøndby IF:
Jesper Sørensens mandskab er et af to hold, som endnu ikke har tabt i 2024. I forårspremieren blev det til en flot og hårdt tilkæmpet sejr over FC Midtjylland med 10 mod 11 i store dele af kampen, mens det efterfølgende opgør bød på en magtdemonstration ude mod OB.
Med den flotte start in mente var det selvfølgelig forventet, at Brøndby søndag skulle tage tredje sejr i rap, da bundholdet Vejle gæstede Brøndby Stadion, men sådan skulle det ikke gå.
De blågule fik ellers kreeret nok chancer til at løbe med sejren, men i en blanding af ineffektivitet og en storspillende Trott i Vejle-målet blev det altså ikke til mere end en skuffende 1-1'er, som i øvrigt først blev sikret til allersidst på en straffescoring af Daniel Wass. Ingen større skade er dog sket ved det uafgjorte resultat, og Brøndby er således to point foran FCK på tredjepladsen og et point bag FC Midtjylland på førstepladsen.
Gæsterne har lidt udfordringer til søndagens kamp mod Viborg med et par markante fravær. Daniel Wass er i karantæne og Frederik Alves fortsat er ude med en skade, mens Henrik Heggheim er skadet.
Jordi Vanlerberghe er tilbage fra skade og kan få debut. Også Emmanuel Yeboah er i truppen.
Karantæner:
Viborg FF: Ingen
Brøndby IF: Daniel Wass
Bud på startopstillinger:
Viborg FF (4-3-3): Mantl - Kuzmic, Radic, Zalatel, Bundgaard - Mbom, Bonde, Søndergaard - Said, Ementa, Jensen
Brøndby IF (3-4-2-1): Pentz - Tshiembe, Lauritsen, Rasmussen - Klaiber, Greve, Radosevic, Divkovic - Suzuki, Vallys - Ohi
Dom:
Brøndby er utvivlsomt det bedre hold i denne duel. Men uden Daniel Wass på holdkortet ryger der altså lidt procenter Viborgs vej, og endnu flere, hvis de også må undvære Jacob Rasmussen.
Viborg viste stor effektivitet og defensiv robusthed i kampen mod Randers, men det er fortsat lidt svært at vide sig klog på midtjyderne, som jo leverede to sløje præstationer i årets to første kampe.
Gæsterne var langt bedre end OB for to uger siden, og Viborg må tænkes at være på nogenlunde samme niveau som fynboerne, så selv med et par markante fravær, gør Brøndby nok til at snuppe sejren. Åben forestilling i vente, 2-1 til ‘’Drengene fra Vestegnen’’.