Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #sjefcn #sldk
Holdnyt:
SønderjyskE:
Glen Riddersholms mandskab har været godt kørende i denne sæson, men FC København kunne de vanen tro ikke besejre. De kriseramte vicemestre vandt 3-1 i Haderslev i seneste runde.
FCK-sejren var fortjent, men marginalerne tilsmilede bestemt heller ikke hjemmeholdet. Ingen grund til panik i SønderjyskE.
SønderjyskE valgte efter slutfløjt at indberette FC København for at have oplyst en urigtig startformation, og den manøvre har fået en del omtale i den forgangne uge. Mon ikke, de glæder sig til, at det igen skal handle om spillet på banen.
SønderjyskE er på tredjepladsen før 11. runde, og der er to point ned til netop FC Nordsjælland på fjerdepladsen. Det er med andre ord en topkamp, der er på programmet i Haderslev.
Til søndagens kamp har sønderjyderne Johan Absalonsen klar igen, mens Rasmus Vinderslev glider ud af truppen.
FC Nordsjælland:
Farum-klubben er traditionelt dygtige til at slå bund- og midterholdene i Superligaen, mens det kniber noget mere med topholdene. Det lavede de dog om på for et par uger siden, da FC Midtjylland fik tæsk i Farum, og i seneste runde fik Flemming Pedersens mandskab også skovlen under de forsvarende bronzevindere.
AGF blev sendt hjem til Aarhus med en sæk på 1-3. Allerede efter tre minutter var FC Nordsjælland foran 2-0.
Midtbaneprofilen Magnus Kofod Andersen startede meget usædvanligt på bænken mod AGF, men midtbanespilleren blev allerede sendt i aktion fra anden halvlegs start. På det tidspunkt havde Flemming Pedersen allerede foretaget to udskiftninger - blandt andet af en skadet Kian Hansen, der er tvivlsom mod SønderjyskE. Det samme gælder Mads Døhr Thychosen.
Haderselv-klubben slipper desuden for at skulle forholde sig til lynhurtige Kamaldeen Sulemana. Stortalentet har karantæne i søndagens opgør.
Karantæner:
SønderjyskE: Ingen
FC Nordsjælland: Ingen
Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (3-4-3): Thomas - Banggaard, Gartenmann, Kanstrup - Bah, Albæk, Ekani, Dal Hende - Jacobsen, Wright, Hassan
FC Nordsjælland (3-4-3): Vindahl - Yttergård, Djourou, Mesik - Villadsen, Kofod, Christensen, Diomande - Atanga, Rygaard, Francis
Profilen:
Isaac Antaga har fået fortjente skældud for sin manglende effektivitet, men mod AGF blev det til to scoringer, og selvtilliden må have fået et ordentligt nøk opad. Nu skal han sørge for at holde målnæsen varm, og det kan han passende gøre mod SønderjyskE.
Vidste du, at..
Det er to af Superligaens skarpeste mandskaber, der tører sammen. FC Nordsjælland har ligaens højeste scoringsprocent på 24,4, mens SønderjyskE har den tredjehøjeste udnyttelsesprocent på 21,4.
Dom:
Begge hold scorer mange mål, og der er al mulig grund til at tro, at det nok skal blive underholdende søndag eftermiddag. Det er der også en vis tradition for, når de to hold mødes - ud af de seneste otte kampe er halvdelen endt med cifrene 4-1 til FC Nordsjælland.
Vi har også fidus til, at FC Nordsjælland napper de tre point i Haderslev. Buddet herfra er 3-2 til gæsterne.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: