Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: SønderjyskE - AGF

Et overraskende tophold og et hævntørstigt AGF-mandskab. Der venter et spændende opgør mandag aften.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
På TV: TV3 Sport
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
Hashtag: #sjeagf #sldk

Holdnyt:
SønderjyskE:
Spillere og træner i SønderjyskE har efterlyst en Superliga-sæson, som bliver bedre end den foregående, hvor holdet først efter pokalfinalen sikrede sig overlevelse. Noget tyder på, at de får deres ønske opfyldt.

Holdet har i hvert fald været stærkt kørende i sæsonens første seks kampe og ligger på en delt førsteplads. Undervejs har det blandt andre slået FC Midtjyllands danske mestre, AaB og Brøndby IF, der også sluttede sidste sæson i top 6. Så SønderjyskE er ikke bare en flat-track bully, som englænderne siger om dem, der kun kan mod dårlige modstandere.

Den gode form skyldes blandt andet nogle gode tilgange i sommervinduet. Navnlig Thomas Lawrence i målet, Marc Dal Hende på (wing)backen og Haji Wright i angrebet har forstærket truppen.

SønderjyskE er dog ramt af en række skader og skavanker. I midten af sidste uge var frygten, at ti mand i værste fald måtte sidde over, men det er "kun" Pierre Kanstrup, Johan Absalonsen, Rilwan Hassan, Rasmus Vinderslev og Mads Hansen, der er for skadet til at blive udtaget.

Derudover har Victor Mpindi karantæne. 

AGF:
Den dårlige nyhed for AGF er, at Nicolai Poulsen sidder ude med karantæne. Den gode nyhed er, at holdet er vant til det. Midtbaneslideren havde syv karantænedage i seneste sæson, så holdkammeraterne må efterhånden vide, hvordan de skal tackle hans fravær.

Derudover må AGF stadig undvære anfører Niklas Backman, Alex Gersbach, Mustafa Amini og Zach Duncan, der alle har siddet ude på det seneste.

Læs også:David Nielsen fastslår: Jeg vil hellere have VAR end ikke have det

Holdet led sæsonens første Superliga-nederlag i seneste runde, da FC København var på besøg i Århus. Bortset fra det opgør har AGF set stærke ud i denne sæson, og der er da også kun to point op til SønderjyskE, Vejle Boldklub og FC Midtjylland på den delte førsteplads. Der kan AGF med andre ord spille sig op med en sejr og nederlag til VB og FCM.

Ligaen er dog fortsat så tæt, at FC Nordsjælland og AaB kan komme bagfra og lægge sig a point med AGF, der pludselig kan befinde sig på syvendepladsen, hvis målscoren også bliver tilstrækkelig dårlig.

Karantæne:
SønderjyskE: Victor Mpindi
AGF: Nicolai Poulsen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (3-5-2): Lawrence – Gartenmann, Banggaard, Schmiedl – Bah, Albæk, Frederiksen, Eskesen, Dal Hende – Jacobsen, Wright

AGF (4-3-3): Grabara – Munksgaard, Hausner, Tingager, Højer – Blume, Hvidt, Olsen – Grønbæk, Mortensen, Thorsteinsson

Profilen:
Patrick Banggaard er den eneste af de tre normale startere i SønderjyskE’s midterforsvar, der ikke er skadet eller tvivlsom. Dermed får han potentielt et stort ansvar med at kitte trebackkæden sammen. Heldigvis for SønderjyskE har Banggaard vist fin stabilitet i denne sæson og har spillet 90 minutter i samtlige kampe.

Vidste du, at..:
Statistikkerne taler for en AGF-sejr: SønderjyskE har ikke vundet et indbyrdes opgør i de seneste ni forsøg, Glen Riddersholm har aldrig besejret David Nielsen, og Nielsen aldrig tabt til SønderjyskE i 14 kampe som cheftræner.

Dom:
Baseret på resultaterne i denne sæson bliver det en lige kamp. Det, der potentielt kan tippe fordelen i AGF’s favør, er SønderjyskE’s dårlige forberedelser.

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Udover de mange skader og skavanker har holdet måtte lede efter en ny træningsbane hos Serie 4-klubben Toftlund IF, fordi Glen Riddersholm og co. er så utilfredse med kvaliteten af de baner, de har til rådighed i Haderslev.

Derfor lyder vores bud på en århusiansk 2-1-sejr.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Træner-karrusellen: Så længe har Superliga-trænerne været i jobbet

Læs også:Superliga-spørgsmål: Er der uro i Lyngby?

Læs også:SønderjyskE vil låne bane af Serie 4-klub: Det er demotiverende