Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: OB - Silkeborg IF

Det er uigenkaldeligt sidste chance for OB, hvis klubben skal bevare et lille håb om at komme med i top seks.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Nature Energy Park, Odense 
Dommer: Sandi Putros 
På TV: Eurosport 2 
Hashtag: #obsif

Holdnyt:
OB:
Fynboerne har længe bevæget sig rundt med bagdelen i vandskorpen, og nu er det kommet så vidt, at det er uigenkaldeligt sidste chance for OB, hvis klubben skal bevare et håb om snige sig med i top seks.

Senest måtte OB nøjes med 0-0 i Randers FC, og dermed er Jakob Michelsens mandskab oppe på syv kampe i træk uden en sejr, og i de seneste fire kampe har holdet blot formået at score et enkelt mål. 

Krisesignaler er der med andre ord nok af set med fynske briller.

De svigtende resultater har bragt OB på en foreløbig niendeplads i Superligaen med seks point op til AaB på sjettepladsen. Det ligner et efterår med OB i nedrykningsspillet, men man skal som bekendt ikke give op, før det endegyldigt er for sent.

OB har fortsat Oliver Lund i karantæne, og derudover er Jens Jakob Thomasen ude med en skade.

Silkeborg IF:
Det ligner en sæson med nedrykning for Silkeborg IF, men Kent Nielsen tropper sendte et flot signal i seneste runde, hvor det blev 1-1 på hjemmebane mod FC København. Et meget overraskende resultat, som dog på ingen måde kunne betegnes som tyveri.

Den triste vinkel for Silkeborg IF er, at de ikke kunne bruge det ene point til ret meget.

Aktuelt er der fem point op til Esbjerg fB og seks point op til Hobro IK, og Silkeborg IF skal overhale én af de to klubber, hvis ikke nedrykningen nærmest skal være givet på forhånd, når slutspillet går i gang. 

Kent Nielsen kan fra sin position på trænerbænken se sit mandskab gøre det ganske glimrende i spillet mellem de to felter. Det er inde i boksen, hvor kampene afgøres, at det har haltet for oprykkerne. Det var ikke markant anderledes mod FCK, hvor holdet misbrugte flere store chancer og desuden blev reddet af målmand Rafael Romo et par gange. 

Silkeborg IF har angriberen Junior Brumado i karantæne mod OB, mens Mark Brink er blevet skadet i ugens løb, og derudover er Magnus, Mattsson, Gustav Dahl, Shkodran Maholli, Sebastian Jørgensen, Alexander Lind og Milan Massop ligeledes ikke kampdygtige til opgøret, selvom Maholli og Jørgensen er tilbage på træningsbanen igen. 

Karantæner:
OB: Oliver Lund
Silkeborg IF: Junior Brumado 

Bud på startopstillinger:
OB (3-5-2): Christensen - Larsen, Tverskov, Juel Andersen - Laursen, Kløve, Drachmann, Frøkjær, Barrett - Svendsen, Jebali

Silkeborg IF (4-1-4-1): Romo - Crone, Luijckx, Ibsen, Møller - Lesniak - Vallys, Madsen, Moberg, Okkels - Holten

Profilen:
OB skal bruge nogle mål, og dem kan blandt andre Issam Jebali levere. I forårets første to kampe har angriberen dog også vist, at han ligeledes er leveringsdygtig i små og store svinestreger på en fodboldbane, og derfor er han nu kun et gult kort fra karantæne. Det skal blive spændende at se, om Jebali bokser videre mod Silkeborg, eller om han får skruet ned for det hårde spil.

Vidste du, at..:
Det ene point, Silkeborg IF kunne sætte på kontoen mod FCK, kom i høj grad i hus takket være en formidabel løbeindsats. Det var således tre SIF-spillere, der løb mest af alle i Superligaen i 22. runde. Filip Lesniak, Nicolai Vallys og Mads Emil Madsen rundede alle 13 kilometer mod FC København, så man kan i hvert fald aldrig beskylde Superligaens bundprop for, at spillerne ikke giver alt i kampene.

Dom:
Det er to af Superligaens mest formsvage mandskaber, der tørner sammen, og begge hold øjner helt sikkert en mulighed for tre point. Silkeborg IF er i stand til at presse OB, og der kan lure en lille overraskelse på Fyn søndag eftermiddag. Det er i hvert fald buddet herfra. Opgøret ender 1-1. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Officielt: Norske vicemestre køber FC Midtjylland-spiller

Læs også:Eksperter revser FCK's træningsbane: Det er uværdigt

Læs også:Kasser på samlebånd: Se alle Superliga-rundens mål

Læs også:Backman efter arbejdssejr: Vi forsvarede med vores liv

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 22. spillerunde