Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Nature Energy Park, Odense
Dommer: Jakob Kehlet
På TV: 3+
Hashtag: #obfck #sldk
Holdnyt:
OB:
Fynboerne nåede lige akkurat ikke klubbens målsætning i sidste sæson, men nu prøver Jakob Michelsens mandskab igen at snige sig med i det forjættede mesterskabsspil.
Transfervinduet har indtil videre formet sig ganske roligt på Fyn, hvor Emmanuel Sabbi er tiltrådt, efter at parterne allerede indgik en aftale i januar, mens den mest bemærkelsesværdige afsked er Jacob Barrett Laursen, der er rykket til tysk fodbold.
OB var voldsomt plaget af skader i foråret, og de er ikke forsvundet som dug for sommersolen, men det lysner så afgjort i Ådalen. Mod FC København må OB undvære langtidsskadede Mart Lieder. Profiler som Emmanuel Sabbi, Alexander Juel Andersen og Max Fenger er på skånekost, men bør kunne spille.
Til gengæld er Janus Drachman og Ryan Johnson Laursen ude.
OB har spillet fire testkampe op til sæsonstarten, og det er ikke blevet til en eneste sejr. Fynboerne tabte med cifrene 1-2 til både AC Horsens, Brøndby IF og AaB, mens det blev 2-2 mod FC Midtjylland i generalprøven.
FC København:
En sæson, hvor FC København ikke vinder mesterskabet, er en skuffelse, og det er den skuffelse, løverne nu skal rejse sig fra. Jagten på at vinde tronen tilbage i dansk fodbold starter søndag på Fyn.
FC København har sagt farvel til legenden Dame N'Doye, og hans plads i truppen er blevet overtaget af ingen ringere end Kamil Wilczek, der har været én af de helt store hovedpersoner i sommerpausen. Den tidligere Brøndby-anfører kan få sin officielle FCK-debut mod OB.
Foruden Kamil Wilczek har Ståle Solbakken hentet Marios Oikonomou, der har afløst Sotirios Papagiannopoulos i det centrale forsvar. Antalmæssigt går kabalen altså op i FC København.
Læs også:Alt om OB: Talentmassen er enorm på Fyn
FC København var ligesom OB hårdt ramt af skader i sidste sæson, og aktuelt er Nicolai Boilesen og Nicolaj Thomsen på skadeslisten. Michael Santos meldes på vej tilbage til spansk fodbold og er ikke med.
Sommerpausen har budt på to testkampe for FC København, der har tabt til Silkeborg IF og spillet uafgjort mod Lyngby.
Karantæner:
OB: Ingen
FC København: Ingen
Bud på startopstillinger:
OB (3-5-2): Christensen - Tverskov, Larsen, Lund - Juel Andersen, Sabbi, Thomasen, Kløve, Skjelvik - Fenger, Jebali
FC København (4-2-3-1): Johnsson - Varela, Nelsson, Bjelland, Bengtsson - Zeca, Stage - Falk, Wind, Fischer - Wilczek
Profilen:
Viktor Fischer fik en stor del af sidste sæson ødelagt på grund af skader, men nu er den tidligere landsholdsspiller tilbage for FC København, og han må være sulten efter at vise sig frem og finde tilbage til sit topniveau. En Viktor Fischer på sit bedste er en stor profil i Superligaen, og i hovedstaden krydses der fingre for, at offensivspilleren har lagt skaderne bag sig en gang for alle.
Vidste du, at...
I sidste sæson mødte OB og FC København også hinanden på Nature Energy Park i første spillerunde. Her leverede hjemmeholdet en meget flot præstation og var foran 2-0 efter en halv time takket være to scoringer af Troels Kløve, men så skruede FCK bissen på og vendte det truende nederlag til en 3-2-sejr. Dame N'Doye var den helt store spiller i det opgør.
Dom:
Ingen af de to mandskaber har imponeret i testkampene, men det skal man næppe vægte særlig højt. Der er ingen tvivl om, at både OB og FC København havde drømt om en lettere start på sæsonen, men for den neutrale iagttager er det noget nær perfekt, da der ofte er knald på, når de to hold mødes.
Læs også:Alt om FC København: Hævnens time er kommet
FCK er favoritter, men OB er på ingen måde chanceløse, og vi tror på, at hjemmeholdet får point ud af premieren. En underholdende fodboldkamp ender 2-2.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:
Læs også:Avis: FC København har sat angriber til salg
Læs også:Superligaen står for døren: Her er fem talenter, der kan få et gennembrud